Baruch de Spinoza kom til verden år 1632 i den jødiske ghetto i Amsterdam. Forældrene, der var portugisiske jøder, var flygtet fra Inkvisitionen i Spanien. Faderen var forretningsmand, og Baruch kom i jødisk skole, hvor han blev oplært i Biblen, Talmud og anden jødisk litteratur. Senere studerede han moderne filosofi, matematik og naturvidenskab, viste store evner, og snart begyndte han, trods streng opdragelse, at kritisere kristen- og jødedommen. Synagogen der udover at være forarget også frygtede det kristne samfunds reaktion over at de husede en kætter, tilbød ham 1000 floriner per år for at tie, men Baruch takkede nej og blev som 24-årig udstødt, forbandet og enddog udsat for mordforsøg. For at få brød på bordet slog han sig ned som linsesliber og skrev i sin fritid filosofi under synonym. De mange år i glasstøv gav imidlertid Spinoza tuberkulose, og allerede som 44-årig døde han.
Etik bevist efter den geometriske metode
Ligesom Descartes vil Spinoza konstruere et geometrisk system der skal gælde hele filosofien, ikke mindst etikken. Idet han direkte via matematikken fortæller os hvordan vi lever det gode og moralsk rigtige liv, går han bare videre end Descartes, hvis fundne sandheder er mere eller mindre bestemt af nogle få tilfældigt fundne aksiomer (grundsætninger).
Spinozas hovedværk hedder Etik bevist efter den geometriske metode, og et af afsnittene indleder han med at "Jeg vil behandle de menneskelige tilskyndelser og lidenskaber, som om det drejede sig om punkter, linjestykker og flader." Værket er komponeret efter samme form som Euklids Elementer med aksiomer og definitioner som platform hvoraf alle øvrige læresætninger udledes. Det består af fem afsnit eller dele: 1) om Gud, 2) om åndens natur og oprindelse, 3) om følelsernes oprindelse og natur, 4) om den menneskelige trældom eller om følelsernes kræfter, 5) om forstandens magt eller om den menneskelige frihed.
Fornuft over følelse
Ideen i Etik, som bogen tit blot kaldes, er at mennesket ved at dyrke fornuften kan frigøre sig fra følelsernes kaotiske tyranni, og Spinozas argument herfor er at fornuften mere end følelserne er i overensstemmelse med virkeligheden. "Ideernes orden og forbindelse er den samme som tingenes orden og forbindelse." Spinozas mildt sagt upersonlige stil i Etik skal underbygge dette rationalistiske ideal. Læseren skal ikke forvirres af en forfatters tilfældige indfald.
Substans
Inden vi kigger nærmere på Spinozas etik, som er hans vigtigste bidrag til filosofien, må vi nødvendigvis forstå hans metafysik. Hovedbegreberne i denne er ideerne om substans, attribut og modus.
Om substans siger Spinoza at "ved substans forstår jeg det, hvis begreb ikke behøver en anden tings begreb, som det skulle dannes af." Substans er altså den samlede, sande virkelighed som én størrelse. Denne kalder Spinoza Gud. Var der mere end én substans, ville Gud således ikke være altomfattende, men ville afhænge af andet end sig selv.
Som følge heraf griber Gud heller ikke ind i naturen, dels fordi han er naturen, dels fordi han i sin fuldkommenhed ikke har skabt noget han er utilfreds med. Faktisk har han slet ikke har skabt verden, siger Spinoza, der med dén placering af Gud med lidt god vilje kan betegnes som panteist og i hvert fald monist. Substansen, eller Gud, som er Spinozas grundbegreb, er derfor selve verdens væsen, en slags tidløs lovmæssighed, der er ét med alting.
Attribut
Substansen har uendelig mange fremtrædelsesformer, men vi kender pga vores begrænsede udsyn kun to: ånd og materie. Disse kalder Spinoza for substansens attributter og definerer dem som de former hvori substansen viser sig for os.
Bevidstheden og den fysiske verden opfatter Spinoza altså som to sider af samme sag, eller to egenskaber ved samme substans, og er dermed en slags foregangsmand for den såkaldte dobbeltaspekt-teori. En kendt analog er tingenes tilsyneladende forskellige farver set skiftevis gennem et rødt og et grønt brilleglas, selv om de jo i realiteten ikke ændrer sig. Materien og ånden er derfor dele af samme enhed, og i modsætning til dualismen er de ligeværdige. De udgør de eneste to tilgange til virkeligheden vi har, for substansen i sig selv ligger over vores forstand.
Modus
Alle genstande i tid og rum så som en stol, et menneske, et træ osv, betegner Spinoza som modi under materiens attribut. På samme måde er de enkelte tanker, stemninger, følelser osv, modi under åndens attribut. En modus er således en del af en attribut, som igen er en del af substansen. Ligesom der er uendelig mange attributter, er der uendelig mange modi.
Etik
At leve på den rigtige måde er for Spinoza at leve i pagt med ens inderste natur, substansen. Som modi bliver vi imidlertid ofte afhængige af andre modi, altså ydre ting og andres meninger. På den måde bliver vi slaver af vores eget følelsesliv og hvad Spinoza kalder passive.
Forløsningen fra følelserne findes ifølge Spinoza i forståelsen af universets væsen og dets nødvendighed. Skellet mellem individet og resten af universet er en illusion og må ophæves, hvlket ingen umulig opgave er, for selv om mennesket er lille i den store sammenhæng, evner vi med vores fornuft at erkende Guds væsen og dermed opnå det højeste gode, som er intellektuel kærlighed til Gud. En sådan affekt vil, i modsætning affekter generelt, gøre os frie og dermed hvad Spinoza kalder aktive.
Det vi oplever som ondt, er i virkeligheden godt, siger Spinoza. Kun når det betragtes isoleret, kan det forekomme meningsløst, men i den store sammenhæng udgør det såkaldt "onde" en nødvendig del på samme vis som en disharmoni sjældent lyder godt isoleret, men kan have sin naturlige plads i et større musikstykke. Jeg kan komme galt afsted, universet kan ikke.
Spinoza finder det tillige irrationelt at vi chokeres mere over ulykker fra vor egen tid, end ulykker i fx Romerrigets tid. Forestiller vi os først at verden starter som et skidt sted og langsomt bliver bedre, og derefter at den starter som et godt sted og langsomt bliver værre, foretrækker vi det første, selv om summen af godt og skidt er ens i begge tilfælde. Grunden er at vi styres af kortsigtede egoistiske følelser, og ikke vor forstand. Når enden er god, er alting ikke af dén grund godt.
Determinist
Vor særlige interesse for nutidige ulykker hænger naturligvis sammen med følelsen af at kunne gøre en forskel, men denne er illusorisk, mener Spinoza. Begivenhedernes gang kan vi ikke gribe ind i, for alt, inklusive alt vi gør og tænker, er bestemt af substansen, hvis virkelige væsen vi ikke kender.
Men den nærliggende konklusion, at vi i vore handlinger og tanker ligger under for tvang, er ligeså forkert. Hvert menneske udtrykker et "udsnit" af substansen, som vi er ét med, og at sige vi er tvunget af denne eller frie i forhold til den, er uden mening, så længe hele vores og substansens væsen er sammenfaldende. Hvad der er godt for substansen, er godt for os, og omvendt.
Spinoza er derfor determinist. Den rene materie, eller den udstrakte attribut, er helt igennem kausalt determineret. For menneskets vedkommende er det bedste vi kan gøre, at forsøge at se os selv i sammenhæng med altet, substansen.
I et til etikken opgrænsende område, nemlig statsteorien, har Spinoza i store træk sine holninger fra Hobbes.
Erkendelsesteori
Erkendelssteoreisk taler Spinoza om tre stadier: 1) den vi får ved overlevering, iagttagelser, erindringer, ord og symboler 2) den vi får ved opdagelse af sammenhænge og forståelse af love (forudsætter sikker præmis) 3) den vi får ved intuition når vi ser helheden og forstår delene, og ser at intet er tilfældigt.
Gudsbeviser
Teologisk taler Spinoza om fire gudsbeviser: 1) Gud er uendelig og kan derfor ikke være mangle en af uendelighedens kvaliteter, eksistens. 2) Opfattelsen af Gud har ingen selvmodsigelser og hvad der ikke er umuligt må eksistere. 3) Vi kan som endelige væsener ikke have skabt os selv. 4) Et uendeligt væsen har uendelig magt og kan derved producere og opretholde sin eksistens.
Bibelkritik
Trods disse (halvt huggede) gudsbeviser blev Spinoza anset for ateist og kætter. Han så som den første filologisk på Det Gamle Testamente og dannede derved skole for al senere bibelkritik. Ved fx at studere Biblen rent sprogligt konkluderede han at Moses umuligt kan have skrevet Mosebøgerne. Disse anslog han at yngre end Krønikebøgerne.
Outsider
Spinozas lære der har fået navnet spinozismen, vandt i starten kun få tilhængere i snævre inderkredse. Først langt senere har man fået øjnene op for hans filosofi, så Spinoza var både i live og længe efter sin død en outsider. Oplysningstidens tænkere forkastede hånligt en sådan rationalistisk mysticisme.
At Spinoza tillige var overordentlig kompromisløs, gjorde ikke hans liv lettere. For at bevare sin uafhængighed takkede han nej til et professorat i Heidelberg, og til den fjendtligt indstillede flok, som en dag demonstrerede uden for hans hus, fremstillede han en plakat med teksten 'Ultimi barbarorum' for at holde den op, men hans husvært låste ham inde og reddede derved sikkert hans liv.
Forbandet
Han var afholdt af de få der kendte ham personligt, men hadet af de fleste, ikke mindst den jødiske menighed, der nedkaldte en forbandelse over ham: "Efter englenes beslutning og de helliges kendelse med den hellige Guds og den hele menigheds billigelse forbander, udstøder og fordømmer vi Baruch de Spinoza. Han skal være forbandet ved dag og være forbandet ved nat. Forbandet når han lægger sig, forbandet når han står op. Forbandet når han går, og forbandet når han kommer. Vi befaler, at ingen må omgås ham, hverken i tale eller skrift, ingen må vise ham nogen gunst, ingen må være alene med ham under samme tag, eller inden for en afstand af 4 alen, ingen må læse noget skrift forfattet eller skrevet af ham."
Kritik af Spinozas etik
Spinozas metafysik med dens substansbegreb er meget sympatisk og endda logisk sammenhængende, men den etik han udleder af den, halter flere steder. At fornuft står højere end følelser, er et subjektivt udsagn. Mange vil holde på det modsatte, især muntre mennesker. Når Spinoza i den grad frakender følelser værdi, kan det meget vel skyldes hans egne personlige oplevelser med menneskets ofte irrationelle behov for en syndebuk (Spinoza). Både hans jødiske families og lokalbefolkningens følelsesbaserede intolerance fik ham naturligt til at betragte følelser med større mistro end han sandsynligvis ellers ville have gjort.
Men det at hans preference for fornuft frem for følelser måske skyldes personlige omstændigheder, gør den vel ikke forkert? Fordi man tilfældigt opdager et guldhorn, er opdagelsen jo heller ikke forkert. Hvad præcist er det da, der er galt med Spinozas forkærlighed for fornuft?
Ikke nødvendigvis noget med fornuften, men hvad Spinoza glemmer, er følelsernes funktioner. Gav vi aldrig efter for følelser, blev var vi forlængst blevet sindssyge. De dæmmer op for indre energi, og spiller desuden, på lige fod med fornuft, en vigtig rolle i kampen for overlevelsen. I civilisationen er denne kamp godt nok næsten elimineret, eller i hvert fald af en ganske anden art, men vores følelser og hele fysiologi er de samme som de var for 40-50.000 år siden og derfor en integreret del af os, som vi ikke, som Spinoza påstår, opnår nogen indre fred af at undertrykke.
Kritik af Spinozas "gode" verden
Ideen om at verden er god, og at alle såkaldte ulykker bidrager til denne godhed, er der for mig at se intet belæg for. Hvorfra har Spinoza denne ide? Fra matematikken? Fra naturens lovmæssigheder? Hvis nogen kan nævne en forbindelse mellen "godhed" og disse størrelser, må vedkommende gerne kontakte mig, for selv kan jeg ingen se. Men måske er ideen udledt af, at eftersom Gud er god, må hans verden også være god.
Heller ikke dette argument er holdbart, eftersom man kunne forestille sig både en god, ikke-almægtig Gud, hvis verden er løbet løbsk, og en almægtig ikke-god Gud, hvis verden er ond fra starten. Der er med andre ord intet bevis for at Gud (såfremt Han findes) er god.
Men lad os blot antage, at verden som helhed er god, og at alle eventuelle lidelser udgør nødvendige dele heraf. Spørgsmålet for mig hér er så blot, om prædikatet "god" om helheden er velvalgt. Tiden går i én retning, så enhver lidelse er uigenkaldelig, den er følt direkte af det enkelte dyr (eller menneske), ofte med død til følge, og i 99% af tilfældene uden nogen trøstende bevidsthed om "Helhedens godhed". At kalde en verden som (upåagtet dens lyse sider) er fuld af sådan smerte for slet og ret "god", er for mig misbrug af dagligsproget.
Thomas Nygaard Laursen