John Locke, født 1632, så dagens lys i Wrington nær Bristol. Familien var lavadelig, og hans far var en puritansk og parlamentsvenlig advokat. John blev som dreng sendt på Westminster Kostskole hvor disciplinen bestod i tæsk og skolastik, hvilket mange år senere gav stof til Nogle tanker om opdragelse 1693, der blev banebrydende. Efter kostskoleårene studerde han medicin, kemi og filosofi på Oxford Universitet, men måtte pga svagt helbred opgive den påtænkte lægegerning. Da han blev protegeret af huset Shaftesbury, fungerede han dog som huslæge for jarlen, men måtte af selvsamme grund flygte til Holland under den engelske borgerkrig (1683-88). I Holland skrev han under dæknavnet dr. Van Linden sine vigtigste værker og vendte efter revolutionen 1688 tilbage til England, hvor han i 1689 udgav Essay Concerning Human Understanding som 58-årig. John Locke døde i 1704.
Ubeskrevet tavle
Al erkendelse stammer fra erfaring, ifølge Locke. Fra fødslen af, siger han, er bevidstheden som en ubeskrevet tavle. Før den kan begynde at danne tanker, må den have noget at arbejde med, noget råmateriale, hvilket for Locke kun kan ske gennem sanserne.
Sådan er i korte træk repræsentationsteorien, som Locke introducerede og med hvilken han revolutionerede erkendelsesteorien. For at forstå den må vi imidlertid nævne lidt flere detaljer.
Erfaring og oplevelser
Alle vores oplevelser kalder Locke for ideer (ideas). Dem får vi gennem erfaring (experience), som findes i to varianter: ydre og indre. De ydre er sanseindtryk (ideas of sensation), og de indre er forestillinger (ideas of reflektion).
Sanseindtryk inddeles i enkle (fx farven rød) og sammensatte (fx et maleri), samt i primære (fx form, fylde og fasthed) og sekundære (fx farve, lugt og smag).
Forestillinger inddeles ligeledes i enkle (fx om farven rød), og sammensatte (fx om drukkenskab).
Sanseindtryk før forestillinger
Karakteristisk for Locke og den empirisme han blev banemand for, er at sanseindtryk anses for forudsætninger for forestillinger. Hvis en person fra fødslen af hverken kunne se, høre, lugte, smage eller føle, altså ingen sansefornemmelser havde overhovedet, ville vedkommende, såfremt tilstanden forblev uændret, heller ingen forestillinger kunne danne sig. Bevidstheden ville blive ved at være en tom tavle.
Sammensatte forestillinger kan fejle
Sanseindtryk gengiver altid virkeligheden og er derfor altid gyldige. Sandheden af vore forestillinger, derimod, afhænger af om de svarer til noget reelt ude i virkeligheden. Af den grund er enkle forestillinger altid gyldige, eftersom materialet er rene usammensatte sanseindtryk, hvorimod sammensatte forestilinger kan være forkert sat sammen og danne noget ikke-eksisterende som fx en kentaur.
Almenbegreber ugyldige
Heller ikke almenbegreber mente Locke var gyldige. En kat abstraheret fra alle konkrete katte eksisterer kun nominelt. Den er et begreb, en forestilling, uden ophav i sanseindtryk.
Forestillinger uafhængige af sanseindtryk
Trods vægten på sanserne nævner Locke alligevel fire forestillinger, som ikke afhænger af sanseindtryk. Det drejer sig om de moralske og matematiske samt vores egen og Guds eksistens. Locke er her enig med Descartes og betegner disse ideer som hinsides og med en egen indre sandhed. Hvad de var uenige i, var om sådanne ideer var medfødte eller ej. Locke holdt på det sidste, men mente til gengæld at evnen til tænkning var medfødt.
Substans
Locke mener at enhver ting udover alle sine træk har en substans, som holder dem sammen og som er tingens egentlige væsen. Fx viser et æble os udelukkende sine træk, dvs dets form, farve, lugt, hårdhed og smag, men æblet i sig selv er ikke blot en tilfældig samling af sådanne træk, det er en fast identitet, en substans. På samme måde mener Locke at der bag de mange sanseindtryk og forestillinger er en sjæl, en mental substans.
Primære og sekundære kvaliteter
Med hensyn til tingenes træk skelner Locke mellem primære og sekundære kvaliteter. Tager vi igen æblet, så er dets primære kvaliteter træk den har uanset om den iagttages eller ej, altså dets form og hårdhed, hvorimod dets sekundære kvaliteter er træk der afhænger af iagttageren, altså dets farve, lugt og smag.
Ingen viden om hele verden
Locke stiller sig skeptisk over for en sikker erkendelse om hele tilværelsen. Selvom aksiomer skulle findes i både etik og matematik, har vi kun grader af sandsynlighed i vor viden om den konkrete virkelige verden. Men til skeptikeren der påstår at ingen kan vide om man drømmer eller er vågen, svarer Locke imidlertid at skeptikeren "nok vil indrømme, at der en meget tydelig forskel mellem at drømme, at man er i et bål, og virkelig at være i et bål".
Statsteori
Locke's forestillinger om hvordan mennesket levede inden det begyndte at danne samfund og stater, er en vigtig del af hans statslære. Her gør han rede for den 'naturtilstand' han mente gjaldt på denne tid.
Naturtilstanden
Modsat Hobbes, der betegnede tilstanden som en anarkistisk alles krig mod alle, anser Locke den ved første øjekast som ideel: Alle har uindskrænket frihed, så længe man ikke skader sig selv og andre; alle er lige af natur; og alle har ret til det de selv har frembragt. Omvendt må ingen hugge, tage mere end nødvendigt eller det sidste, og arv giver ingen ikke ret til ejendom.
Statens tryghed
Derfor er det ikke dødsangst, som hos Hobbes, der får os til at droppe naturtilstanden og danne stater, men ganske enkelt den tryghed et ordnet samfund giver. Fordelene ved at overdrage retten til at håndhæve naturens lov til staten er større end fordelene ved naturtilstandens lighed og frihed.
Ejendomsretten
Hvor det for Hobbes var freden, staten skulle sikre, er det for Locke ejendomsretten. Den spiller en ret central rolle i hans statslære, og Two Treatises of Government fra 1690 er da også blevet kaldt liberalismens bibel, men helt tilhænger af laissez faire er Locke ikke. Økonomien skal ganske vist være privatkapitalistisk, og staten skal hverken bedrive handel eller industri eller føre nogen socialpolitik, men ejendomsretten skal beskyttes, og hertil kræves en retslig orden som kun staten kan opretholde. Desuden skal den føre en protektionistisk politik (merkantilisme) over for andre stater.
Magtfordeling
For at en sådan stat kan fungere, må dens indenrigspolitik baseres på et konstitutionelt 'flertalsstyre', der skal gælde for adelen og borgerskabet. Magten skal fordeles mellen en udøvende og en lovgivende instans, der ledelsesmæssigt er indbyrdes uafhængige. De styreformer de fleste demokratier har i dag, var Locke derfor den første til at forfægte offentligt, og mange kalder ham grundlæggeren af princippet om magtfordeling.
Penge
En afgørende ændring i forbindelse med overgangen fra naturtilstanden til statsstyre er indførslen af penge som betalingsmiddel i stedet for naturalier. Dermed opstår en materiel ulighed mellem mennesker, eftersom ens individuelle arbejdsindsats ikke nødvendigvis længere svarer ens privatforbrug. I naturtilstanden gik det omtrent lige op, men nu høster de rige hvad fattige sår. Sidstnævnte har dog ingen grund til at klage, for alle var med på aftalen om at indføre pengene.
Individualisme
Den samfundsform Locke når frem til som idealet, ligner i store træk England på Locke's tid. Efter revolutionen i år 1666 besad ejendomsbesidderne ikke blot ejendommene, de besad naturligvis også magten, og bønderne, som udgjorde det store flertal, fandt sig placeret nøjagtigt samme sted i hierakiet som under enevælden.
Alligevel var det også et samfund med visse almene rettigheder. Regeringen skulle således respektere individets grundliggende og ukrænkelige rettigheder, hvilket i hovedsagen vil sige retten til ejendom. Derudover skulle adelsmænd og borgere i princippet kunne bevise selv at kunne bruge deres ejendomme for at kunne beholde dem.
Oplysningstiden
Dette lyder jo i dag ikke særlig radikalt, men Locke indledte ikke desto mindre meget af den oplysning og fremtidsoptimisme, der kom til at præge det meste af det 18. århundrede. Også fattige var potentielt fornuftige, også kvinder var potentielt borgere, og også slaver var potentielt mennesker. Dét kunne have været Locke's slogans for hans forsigtige, men samtidig betydningsfulde nye ideer om menneskerettigheder.
Menneskerettigheder
Locke's tanker er således gengivet næsten ordret i Menneskerettighedserklæringen i Den amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776 og indgår som idealer i de ideer der affødte Den franske Revolution. Og endda også den danske grundlov af 1849 ..
Locke er måske den filosof der har haft størst indflydelse på sin eftertids politiske udvikling overhovedet.
Første empiriker
Empirismens fader kaldes Locke, og grundlægger af den klassiske empirisme var han da også; de tilløb til empirisk tænkning vi ser hos Francis Bacon (1561-1626), angik mere induktion som praktisk fremgangsmåde inden for naturvidenskaberne end sanseindtrykkenes erkendelsesmæssige suverænitet. Alligevel er Locke ingen helt igennem empiriker som fx Hume og Berkeley blev det. Han bibeholder som nævnt tidligere troen på en bag tingen liggende substans og også flere af den klassiske rationalismes dyder og dogmer, fx etik- og gudsbeviserne.
Halv empiriker
Empirismen Locke introducerer, er naturligvis ikke opstået ud af den blå luft. Locke fulgte meget med i naturvidenskabernes resultater og lod sig tydeligt inspirere især af Isaac Newton (1642-1727), som han kendte personligt. Newton polimiserede selv mod rationalismen, specielt Descartes og Leibniz, og fremhævede samtidigt empirismen som idealet, men hans berømte ord Hypotheses non fingo (jeg opdigter ingen hypoteser) hindrede dog ikke, at han alligevel gjorde det. Locke ligeså.
Empirisk Oplysning
Locke's empirisme udgør en vigtig ingrediens i Oplysningen på den måde at den i filosofien og videnskaben reflekterer de tendenser i retning af uddannelse og åbenhed selve samfundet gennemgik. Dunkle dogmer skulle frem i lyset og opløses til naturlige forklaringer, og ingen overjordisk metafysik måtte mere kunne retfærdiggøre tingenes tilstand.
Filosofiens rolle
Ikke kun filosofisk erkendelse stræbte Locke mod, også erkendelsesforøgelse i videnskaberne var målet. Større praktisk viden kunne konkret forbedre samfundet, og ved at klarlægge vor videns omfang, oprindelse og sikkerhed, så udviklingen ville kunne dirigeres i en ønsket retning. Man kan således sige at hvor filosofien før havde været stuepige for teologien (i middelalderen), gjorde Locke den til tjener for videnskaben.
Kritik af Locke's erkendelsesteori
Locke's største filosofiske fejl er hans inkonsekvens. Trods det at sanseerfaringerne, som vor eneste erkendelseskilde, intet som helst fortæller om nogen vedvarende substans bag de sansede genstande, holder Locke uden at argumentere herfor fast i begrebet. Først Berkeley og Hume afskaffer det.
Mange senere filosoffer har påpeget denne ufuldkommenhed, for hvad end vi sanser ved en ting, er der tale om forskellige sansekvaliteter så som form, farve, lugt, osv, men en substans sanser vi ingen af. Kritikken er berettiget pga Locke's manglende argumentation for sin påstands sandhed, men kan selv kritiseres, idet den sjældent har forsøgt at forklare hvad der da bevirker at en tings sansekvaliteter altid optræder samlet, hvis ikke dens substans. Med den viden vi har i dag om atom- og molekylebindinger samt tyngdekraft ser jeg ingen grund til at entiteter sammenholdt af sådanne kræfter ikke skulle kunne kaldes substanser, selvom substansbegrebet derved selvfølgeligt mister sine gamle metafysiske biklange.
Et andet vigtigt kritikpunkt er Locke's fastholden i årsagssætningen. Trods manglende erfaringsgrundlag går han uden videre ud fra at en en hændelse altid har sin årsag. David Hume stillede som bekendt denne empiriske inkonsekvens til skånselsløs skue, og jeg vender tilbage til den i forbindelse hermed.
Sondringen mellem primære og sekundære sansekvaliteter, altså mellem de kvaliteter som viser sig for os som de er, og de hvis billeder i bevidstheden påvirkes af sanseorganerne, er et af Locke's vigtigste bidrag til filosofien, men ikke des mindre fejlagtigt. De ideer eller spejlbilleder bevidstheden danner af et sanseindtryk, forudsætter Locke automatisk den kan sammenligne med det de repræsenterer, altså med selve den sansede tings substans, som han jo ellers kalder "noget vi ved ikke hvad". Med en sådan sammenligningsevne er både hans empirisme og repræsentationsteori i modstrid.
Kategoriseringen Locke foretager i forbindelse med sine såkaldte enkle og sammensatte sanseindtryk og forestillinger, forekommer for en umiddelbar betragtning korrekt, men er sandsynligvis direkte forkert. Mange forsøg viser i dag at vi oplever omgivelserne hverken som enkeltvise ting eller som sammensatte flerheder, men som sammensatte enheder eller gestalter, som først bagefter lader sig analysere. Locke's element- eller mosaikpsykologi tror ingen på længere.
En sidste kritik mod Locke er at han bruger ordet ideas meget tvetydigt. Nogle gange som begreb, andre gange som oplevelser. Man kan næsten kalde ham konsekvent inkonsekvent.
Thomas Nygaard Laursen