Gottfried Wilhelm von Leibniz fra Leipzig blev født år 1646. Faderen, der var professor, sørgede for at Gottfried kunne latin som 12-årig. På universitetet læste han jura og senere matematik og fysik. Efter studierne blev han diplomat og rådgiver kurfyrsten af Mainz, der i 1672 sendte ham på mission til Paris for at overtale solkongen til at angribe Egypten i stedet for Tyskland.
Med sine mange rejser blev Leibniz efterhånden lidt af en verdensmand og kom i kontakt med mange hoffer og personer Europa over. Udover hans talrige skrifter har man over 15.000 breve, han har skrevet til over 1000 forskellige personer.
Leibniz spildte ikke én time af sit liv og beskæftigede sig som den pragmatiker han var indgående med - hold fast - optik, møntvæsen, trafik, lovgivning, bjergværksdrift, politik, konstruering af regnemaskiner, udkast til ubåde og etablering af videnskabelige institutioner, samt på det teoretiske plan med filosofi, jura, fysik, medicin, historie, kemi, teologi, logik, geologi og filologi. Frederik den Store kaldte ham ikke så underligt et levende akademi.
Leibniz døde i Hannover år 1716.
Alt er mentalt
Videnskaben domineredes fra og med 1600-tallet af det mekaniske verdensbillede, og også Leibniz lod sig dybt inspirere, men for ham var de mekaniske forklaringer overfladeforklaringer. Til syvende og sidst udspringer de tilsyneladende tilfældige mekanismer af Guds gode hensigt. Universet har et formål. Hvad der på overfladen ser ud til at være dødt, passivt stof, fx en sten, er i virkeligheden levende, aktiv ånd.
Argumentet herfor er, at da de kræfter vi kender fra os selv, er uløseligt knyttet til vilje og oplevelse, så må vi gå ud fra, at kraften i den ydre verden også er af mental karakter. Hvad vi oplever som stof og bevægelse, kan derfor reduceres til kraft eller energi.
Med den antagelse samt med hans ide om, at tid og rum ikke er absolutte størrelser, men afhængig af objekterne i dem, foregriber Leibniz faktisk dele af Einsteins specielle relativitetsteori, og forestillingen om verdens mentale beskaffenhed har muligvis givet inspiration til Berkeleys idealisme.
Monader
Kraften Leibniz taler om, mener han udgøres af monader, som er små bitte åndelige kraftcentre med forskellige grader af bevidsthed. Alting i vor såkaldt materielle verden består i realiteten af monader, materien er blot den måde de giver sig til kende på, deres fremtrædelsesform. Et menneske er således en stor samling materie-monader og én sjæle-monade, mens en sten udelukkende er materie-monader, og et dyr er materie-monader samt en sjæle-monade med lavere bevidsthed end menneskets.
Leibniz opdeler altså monaderne i et hieraki med de anorganiske nederst og menneskers sjæle-monader øverst, bortset fra super-monaden Gud. Deres antal er uendelig, og ingen af dem er ens, så Leibniz kaldes med en sådan uendelighed af substanser gerne pluralist.
Præetableret harmoni
Monaderne påvirker på ingen måde hinanden. De har, som Leibniz siger, hverken døre eller vinduer, så ingen kommunikation overhovedet finder sted. Når vi alligevel ser sammenhæng i naturen og ikke mindst mellem sjælens og kroppens aktiviteter, skyldes det at monaderne og dermed hele den materielle verden befinder sig i en såkaldt præetableret harmoni. Gud har fra starten sørget for, at bestemte fysiske fænomener svarer til bestemte psykiske, ligesom to ure går ens, selvom de er uden kontakt med hinanden. Opfattelsen kaldes occationalisme.
At ånden må befinde sig i immaterielle enheder, illustrerer og begrunder Leibniz med, at træder man ind som i en mølle i en tænkende, iagttagende og sansende maskine forstørret, finder man kun dele der bevæger hinanden, og intet der forklarer åndelig aktivitet. Denne må da søges i substansen (monaderne) og ikke i et aggregat eller en maskine.
Leibniz' Monadelogien er fra 1714 og fylder 10-15 koncentrerede sider.
Den bedste af alle verdener
Uanset verdens mange ulykker lever vi ifølge Leibniz i den bedst tænkelige af alle verdener. Ud fra tesen om at der findes to slags sandheder - de logiske og de kontingente - når han frem til at de kontingente, altså de der logisk set kunne være anderledes (fysiske forhold), nødvendigvis må være som de er, eftersom Gud, der er uendelig klog og god (men underlagt logik), må have valgt den bedst mulige kombination.
En retfærdiggørelse af Gud som denne kaldes en teodice (teo = gud, dike = retfærd) og er samtidig et forsvar for samfundet som det er på pågældende tidspunkt. Guds valg er ikke et mindste onde, men tværtimod det bedste af det bedste, og hver ulykke er i virkeligheden et krydderi på helheden. Isoleret smager det grimt, men sammen med resten gør det retten perfekt.
Leibniz' store indflydelse
Tankerne af Leibniz jeg her har omtalt, dækker kun den efter min mening vigtigste del af hans filosofi. Meget andet har han skrevet om, fx er hans logik blevet grundigt studeret i det 20. århundrede af blandt andet Bertrand Russell og efterfølgende logikere, og metafysikken han udviklede, inspirerede kraftigt Kant. På det matematiske område opfandt han (samtidigt med og uafhængigt af Newton) differential- og integralregningen.
To forskellige filosoffer
Leibniz' værker er ofte indbyrdes selvmodsigende, da nogle var rettet til kongen og andre, udgivet post hum, var private reflektioner. Princippet om den bedste af alle verdener hører således til den filosofi han præsenterede for kongen og for hvilken han blev parodieret af Voltaires i dennes roman Candide. Langt hen ad vejen er dén filosofi i øvrigt kædet sindrigt sammen med kristendommen. Leibniz mente i den forbindelse at spørgsmålet om den frie vilje kan besvares positivt, så snart man opnår gudsindsigt og handler ud fra fornuften.
Hvad få ved, er at Leibniz også udarbejdede en detaljeret plan for en europæisk union.
Kritik af Leibniz' monader
Argumentet Leibniz bruger for sin monadelogis realitet, er efter min bedste vurdering sat op på én stor, usikker induktion. En fornemmelse af at ens egen indre kraft er af mental karakter, giver ingen eller kun lidt grund til at antage, at samme egenskab da gælder for alt i omgivelserne, ja for hele universet. For det første har Leibniz ingen sikker viden om at hans egen energi eller kraft er mental, tværtimod kunne den være materiel, men blot føles mental. For det andet kan han, selv hvis hans kraft er mental, hverken regne med at naturens så også er det, eller at naturen overhovedet har en sådan kraft, ja end ikke at han selv har den. Hele teorien hviler derfor på alt for løs grund.
Thomas Nygaard Laursen