Immanuel Kant er født 1724 i Königsberg, som dengang var Preussens hovedstad, men nu er Kaliningrad i Rusland. Familien var fattig, faderen var sadelmager og pietistisk protestant, men Immanuel kom alligevel på universitetet, hvor han studerede teologi, fysik og matematik. Til tider var han huslærer i adelige familier, men fortsatte uddannelsen og blev efterhånden docent og senere professor i logik og metafysik. Kant kom aldrig uden for Königsberg.
Dogmatisk slummer
Efter at David Hume (1711-76) med sin skepticisme havde ført erkendelsesteorien ud i dens hidtil største krise, forekom ethvert fremskridt umuligt. Sanseerfaringen var tilsyneladende vor eneste erkendelseskilde, og Hume påviste nu, at den var upålidelig.
Dette vækkede Kant af, hvad han kalder sin dogmatiske slummer, og hans interesse for erkendelsesteori blev vakt. Hidtil havde han på dette område set sig som rationalist, men nu (hvor han var i 40'erne) ændrede billedet sig. Empirismens konsekvenser var han nødt til at se i øjnene, og flere år gik, hvor han var lettere chokeret over dem. Efter mange overvejelser fandt han dem til sidst urimelige og begyndte selv at lede efter et alternativ.
Analytisk og syntetisk erfaring
Det kom i 1781 med Kritik der reinen Vernunft, et værk han var 10 år om at skrive. Heri tager Kant afsæt i, at vi grundliggende kan have to typer erfaringer, nemlig den sansebaserede (syntetiske) og den logikbaserede (analytiske). Udsagn grundet på førstnævnte er empiriske domme, som vi kun vha vore sanser kan afgøre rigtigheden af, fx "denne mus er hvid". Udsagn grundet på sidstnævnte, derimod, er definitoriske domme, som i kraft af deres selvreference altid er sande, fx "ingen ateist tror på Gud".
Stof og form
Ligesom erfaring viser sig i to varianter, gør erkendelse det, ifølge Kant. Disse er stof og form. Stoffet er selve sanseindtrykkene, formerne er vores intellekts bearbejdelse af dem. Kant inddeler formerne i to slags: anskuelsesformer, som er tid og rum, og forstandsformer.
Anskuelsesformer
Tid og rum er så at sige scenen, hvorpå enhver erfaring udspiller sig. hvad end vi kommer ud for, sker det på et tidspunkt og på et sted. Vores forstandsformer behandler disse tids- og rumlige erfaringer, så vi ser sammenhænge i dem.
Forstandsformer
Forstandsformerne udgør en række logiske principper, som enhver menneskehjerne er underlagt og arbejder under. Kant har hentet dem fra den formelle logiks tolv typer domme, som af Aristoteles er opdelt i fire grupper:
Dommes kvantitet:
Dommes kvalitet:
Dommes relation:
Dommes modalitet:
|
Kvantitet |
Kvalitet |
Relation |
Modalitet |
|
Almene |
Bekræftende |
Kategoriske |
Problematiske |
|
Delvise |
Benægtende |
Hypotetiske |
Assertoriske |
|
Individuelle |
Uendelige |
Disjunktive |
Apodiktiske |
Disse tolv typer domme udgør ifølge Kant alle typer domme der findes. Skal de imidlertid sige noget om den i tid og rum fysiske virkelighed og derved (gennem sanserne) give erkendelse om verden, må de modificeres til:
|
Kvantitet |
Kvalitet |
Relation |
Modalitet |
|
Enhed |
Realitet |
Substans |
Mulighed |
|
Flerhed |
Negation |
Kausalitet |
Eksistens |
|
Totalitet |
Begrænsning |
Fællesskab |
Nødvendighed |
Disse tolv kategorier udtrykker for Kant rammen om al vor forståelse af den fysiske verden. De er betingelsen for enhver viden om vor ydre virkelighed. Som man ser, er også disse inddelt i fire grupper.
Enhed, Flerhed og Totalitet
Den fysiske relevans for kategorierne Enhed, Flerhed og Totalitet, der hører under Kvantitet, kan vi illustrere ved at betragte en hvilken som helst fysisk ting, fx et tastatur. Et sådant kan ses som en enhed, eftersom det er ét tastatur. Det kan dog også ses som en flerhed med dets mange taster og andre smådele, og tillige som en totalitet, idet de mange dele er samlet i en helhed. På den måde er Totalitet en syntese af Enhed og Flerhed.
Realitet, Negation og Begrænsning
For kategorierne Realitet, Negation og Begrænsning, der hører under Kvalitet, kan en tilsvarende fysisk relevans illustreres ved påstandene "Her er varmt" (Realitet) og "Nej her er koldt" (Negation), efterfulgt af en eksakt måling af temperaturen (Begrænsning). Igen er der tale om en syntese, denne gang af Realitet og Negation til Begrænsning.
Substans, Kausalitet og Fællesskab
Kategorierne Substans, Kausalitet og Fællesskab, der hører under Relation, har en fysisk relevans som kan illustreres med en given genstand, fx benet eller ryggen på en stol. Begge disse er permanente substanser, da de kan betragtes til forskellige tider uden at de ændrer sig. Samtidig indgår de i Kausalitet, idet de trods permanensen undergår indre forandringer, fx rustning eller forrådnelse. Endelig påvirker de indbyrdes hinanden, idet de holder selve stolen samlet og derved hverandre på plads i et Fællesskab. Substans og Kausalitet danner her syntese til Fællesskab.
Mulighed, Eksistens og Nødvendighed
Mulighed, Eksistens og Nødvendighed, der er kategorier under Modalitet, kan vi illustrere den fysiske relevans af, ved fx at forestille os en stjerne af en bestemt størrelse, alder og afstand fra Jorden. Overholder forestillingen logikkens love, er det muligt at stjernen faktisk eksisterer, overholder den derimod ikke lovene, er det umuligt at den eksisterer. Får vi nu pludselig øje på en stjerne der svarer nøjagtigt vores forestilling, er dens eksistens til gengæld nødvendig (jeg ser her bort fra sansebedrag og fejlmålinger). Er en forestilling i overensstemmelse med både logik og sanseerfaring, ved vi således at dens eksistens både er mulig og nødvendig. Mulighed (logik) og Eksistens (erfaring) danner derfor syntese til Nødvendighed.
Matematik og fysik
Kategorierne under Kvantitet og Kvalitet (samt tid og rum) er forudsætninger for den apriori viden, vi har om matematik. Med dem bliver både tælling og måling muligt, og Kant kalder dem derfor de matematiske kategorier. På tilsvarende vis gør kategorierne under Relation med deres årsag-virkning-begreb viden om fysik mulig, hvorfor Kant kalder dem de dynamiske kategorier.
Syntetisk apriori viden
Med sine skematiske kategorier mener Kant nu at være nået ud over empirismens erkendelsesteoretiske restriktioner. Ifølge disse stammer al erkendelse fra enten logik (som intet siger om verden) eller fra sansning (som kan fejle og derfor slet ikke er erkendelse!). Anden form for erkendelse findes ikke, mener empiristerne. Det er det Kant nu tilbageviser. Logikken med dens analytiske apriori domme (ingen ateist tror på Gud), og sanseerfaringen med dens syntetiske aposteriori domme (denne mus er hvid) er ikke uadskillelige. Vi har viden om den fysiske verden, som ikke bygger på sansning, og vi har har den i form af ovenstående tolv kategorier. Sande syntetiske apriori domme findes, både om kategorierne selv og om deres implikationer for den ydre verden, fx "alt som sker har en årsag".
Kopernikansk vending
Imidlertid drejer denne nye syntetiske apriori viden sig alene om abstrakte aspekter ved den konkrete virkelighed, og benævnes af Kant derfor den rene fornuft, hvilket skal indikere at den er resultatet af vor fornufts undersøgelse af dens egne betingelser. Den nye viden vi her har fået, handler således først og fremmest om vores eget udsyn, ikke om den ydre virkelighed (das Ding an sich), som vi princielt er afskåret viden om, eftersom vi som dele ikke kan erkende helheden, og Kant hævder hermed at have foretaget en 'kopernikansk vending' i erkendelsesteorien.
Subjektive objektive former
Men hvorfra kender vi overhovede disse former? Kan de ikke være opstået i bevidstheden pga fejlslutninger eller enddog sansebedrag? Det mener Kant ikke. Når erkendelsen af anskuelses- og forstandsformer i det hele taget er mulig, skyldes det at de stammer fra én selv, ja faktisk er en (organisk) del af én selv. Derfor er de hverken fejlslutninger eller sanseillusioner, og af samme grund kan vi følgeligt tale om en objektiv verden uden om subjektet, hvorved viden om også den ydre verden indirekte muliggøres.
Naturvidenskab
Derudover er naturvidenskaben et levende bevis for formernes realitet, idet dens resultater ved induktion altid stemmer overens. Humes principielle mistillid til den induktive fremgangsmåde er derfor set under ét fejlbegrundet og følgelig forkert.
Etik
Kant mener der i hvert menneske råder en indre, almengyldig morallov, som er uafhængig af erfaring. At erfaringen ingen indflydelse har på denne lov, medfører at den (loven) under ingen omstændigheder kan baseres på materiel velfærd. Af samme grund har den heller intet fast indhold, kun en generel regel (kategorisk imperativ): Handl kun efter den maksime, om hvilken du samtidig kan ville, at den skal blive en almen lov. Efter Kants mening skal enhver behandles som et formål, ikke som et middel, da enhver repræsenterer "die Menschheit im Menschen".
Moralloven må vi følge, såfremt vores viljesmotiver skal være gyldige og frie for drifter og følelser. Det fornemste træk ved mennesket er ifølge Kant vores evne til i situationer, hvor lyst og pligt kolliderer, at vælge pligten og samvittigheden.
Religion
Kant afviser i sin religionsfilosofi ethvert videnskabeligt gudsbevis, da et sådant ville række ud over både den rene fornuft og sanseerfaringen. Troen på Gud må baseres på et praktisk postulat om et højere væsen, der gør god moral meningsfuld. Agtelse for moralloven er for Kant, der er sindelagsetiker, det samme som agtelse for Gud og samvittigheden.
Brobygger
Kants store bedrift i erkendelsesteorien består i den bro, han byggede mellem to tilsyneladende uforenelige størrelser, nemlig rationalismen og empirismen. Disse to retninger stod for hhv den abstrakte tænknings og sanseerfaringens monopol på grundliggende erkendelse. Hvad Kant viste, var at fornuften evnede at forstå de transcendentale principper for al erkendelse, samtidig med at al erkendelse om den ydre konkrete virkelighed måtte opnås via empiri (erfaring).
Men hvad virkeligheden bag om konkrete ting var, anså Kant for et transcendent spørgsmål, ingen kan besvare.
Fagfilosof
Som professor i filosofi var Kant den første rigtigt professionelle filosof eller fagfilosof og beskæftigede sig følgeligt også med andre områder af filosofien, bla æstetik og politik. I 1795 foreslog han fx oprettelsen af et 'folkenes forbund' og nogle kalder ham af den grund for faderen til FN.
Kritik af Kants erkendelsesteori
At enhver erkendelse i princippet må kunne udtrykkes som en dom i et sprog som den erkendende behersker, er rigtigt, da man ikke kan tale om en på én gang intellektuel og uudsigelig erkendelse. Og at en dom kun kan have et bestemt antal logiske former, er også rimeligt at antage, så længe vi taler om det samme (dette) univers med dets specifikke naturlove.
Men når Kant gør krav på at opdaget det nøjagtige antal former (kategorier), går han ud over den selvsamme logik, han på samme tid går ud fra. Hverken hans antal eller opdeling af kategorierne bevises. Specielt virker den tredie i hver gruppe, 'syntesen', anstrengt. At der til fx Realitet og Negation skal tilføjes en 'Begrænsning', der ved præcisering skulle udligne de oprindelige to modsætninger, er rent vilkårligt, ikke nogen logisk nødvendighed. På samme måde som Fællesskab under Relation knap kan skelnes fra Kausalitet, da indre og ydre påvirkninger altid lapper ind over hinanden, skaber Kant med denne Begrænsning og også med sin Nødvendighed (der reelt er identisk med Eksistens), en efter min mening både kunstig og overflødig overbygning, der alene har til formål i figur at afspejle dommenes fire triader.
Men disse domstypers antal er faktisk forkert (hvilket vi dog ikke kan klandre Kant for, da logikken på hans tid ikke var så udbygget, som den er i dag), fx vil en dom som "der findes ingen nisser" ikke kunne indpasses i nogen af de tolv typer, da det slet ikke er en subjekt-prædikat dom. Grundlaget for Kants tolv skematiserede kategorier er derfor smuldrende, og forståelsen af forstandsformerne derfor ufuldstændig.
Angående Kants anskuelsesformer, tid og rum, er der det at sige, at selvom de sandsynligvis er scenen for enhver oplevelse (hvilket var godt set af Kant), så overskrider han sine egne restriktioner, når han senere postulerer at das Ding an sich, hvorom vi jo intet ved, ikke eksisterer i tid og rum. Herved bliver tid og rum til størrelser, der ikke findes andre steder end i bevidstheden, til trods for at materien gør. Det er usammenhængende, da materie er betinget af tid og rum. Kant burde af den grund undlade at tilskrive das Ding an sich egenskaber.
Thomas Nygaard Laursen