David Hume blev født i Edinburgh år 1711. Familien hørte til den skotske lavadel; faderen der var godsejer, nedstammede fra jarlen af Hume, og moderen var datter af David falconer, formanden for Edinburghs højesteret. Det var en calvinistisk opdragelse inden for protestantismen, David Hume fik, og da hans storebror var arving til godset, blev David sat til at studere jura. Efterfølgende tog han arbejde på et handelskontor, men vendte løbende tilbage til bøgerne, og tog i 1734 et studieophold på tre år i Frankrig, hvor han udarbejdede hovedværket A Treatise on Human Nature, som dog blev fuldstændigt overset, da det udkom i årene 1739-40. Hume forkortede det derfor og kaldte det Treatise, som så til gengæld blev en sand bestseller. Ind imellem og siden havde Hume forskellige jobs, fx som sekretær for en general, privatlærer for en sindssyg, og hovedbibliotekar. Han skrev History of England, et stort, monumentalt værk der omfattede mange sider af den historiske udvikling. Fra 1763-66 var han gesandtskabssekretær ved den britiske ambassade i Paris, inden han efter en post ved centraladministrationen i London trak sig tilbage til Edinburgh, hvor han døde i 1776.
Logik og erfaring
Hume skelner mellem to former for erkendelse: den der stammer fra erfaring, og den der stammer fra logik. Nogen forbindelse mellem disse to erkendelsestyper eksisterer ikke. Erfaringen fortæller alene om konkrete genstande og begivenheder, ikke om abstrakte begrebers sammenhænge. Logikken gør det omvendte. Den er 100% sikker, men siger intet om verden. Erfaringen siger noget om verden, men er ikke 100% sikker.
Andre former for erkendelse findes ikke.
Erfaringens former
Første fase i al erkendelse er erfaring (perception). Hume bruger John Locke's analogi med bevidstheden som en vokstavle, der er glat fra fødslen, men hvor sanseindtryk (impressions) efterhånden afsætter spor.
Sanseindtrykkene kan være enkle (simple) fx et æbles farve, form, smag, lugt osv, eller sammensatte (complex), fx æblet som helhed. Sporene indtrykkene afsætter (som hukommelse), kan senere genkaldes som forestillinger (ideas).
Forestillinger kan også være enkle, dvs direkte aftryk af de enkle sanseindtryk, fx af en farve, eller sammensatte, dvs direkte aftryk af sammensatte sanseindtryk, fx af æblet som helhed.
Endelig kan forestillinger også (pga vor frie fantasi) være sammensat af forskellige (i tid) sanseindtryk, som fx en kentaur eller havfrue.
Med udgangspunkt i denne inddeling argumenterer Hume nu for, at hele vor tradionelle forestilling om en sjæl samt naturvidenskabens forestilling om love hviler på et meget løst grundlag:
Ingen materiel substans
Alle sanseindtryk fremtræder altid i faste formationer så som stole, borde, osv, men derfra til at påstå at der bag hver af disse konstellationer er en substans der holder tingens egensskaber sammen, virker for Hume overflødigt. Heri er han enig med Georg Berkeley, der som den første gjorde opmærksom på denne inkonsekvens hos empirismens grundlægger Locke.
Ingen mental substans
Men hvor Berkeley stoppede her, går Hume hele linen ud. Ligeså lidt som forestillingen om en substans bag tingene bunder i en realitet ved virkeligheden, gør forestillingen om en substans bag bevidstheden, et jeg eller en sjæl.
Det "jeg" hver enkelt af os føler vi mentalt består af, reducerer Hume til en række bevidsthedstilstande der følger hurtigt efter hinanden. Ingen vedvarende identitet eksisterer i os, kun tilstande. Alt vi kender til jeg'et, kender vi fra specifikke tilstande. At der for hver enkelt skulle findes en "normal" tilstand, hvorfra alle andre skal vurderes, er en illusion.
Ingen udødelighed
På samme måde er naturligvis evangeliernes lære om sjælens udødelighed i bund og grund en løgnagtighed uden nogen som helst nytte. Alt den gør, er at sætte folk en skræk i livet for at dø. I sig selv er den grundløs: "Intet i denne verden er evigtvarende; selv det, der synes fast, flyder og veksler; verden selv viser tegn på svaghed og opløsning. Hvorstridende mod al analogi er det derfor ikke at indbilde sig, at den eneste form, tilsyneladende den svageste af alle og prisgivet den største forstyrrelse, skulle være udødelig og uopløselig. hvor dristig er ikke en sådan teori, hvor let, for ikke at sige letfærdigt, er den dog ikke opstillet!".
Årsag og virkning
For hverdagsideen om en fast personlighed, en uomskiftelig bevidsthed, findes der altså overhovedet intet belæg. Men Hume stopper heller ikke her. Også videnskaben er gennemsyret af vanetænkning. Forestillingen om at enhver virkning nødvendigvis følger af en årsag, er hverken baseret på sanseindtryk eller logik. Det årsagsbegreb vi så ukritisk tror på, er skabt af vores egen frie forestillingsevne; hver gang vi ser to fænomener følge efter hinanden i tid, kalder vi dem uden videre årsag og virkning, men selve forbindelsen mellem de to begivenheder ser vi intet af. "We can only see a chain of events, but no force, no power, no energy."
Alligevel anderkender Hume dog årsagssætningens praktiske brugbarhed. Fordi vi ikke kan slutte fra at noget altid har været tilfældet i fortiden til at det også vil være det i fremtiden, kan godt til hverdag regne med en pæn sandsynlighed for det. Pragmatikeren Hume er en ganske anden end filosoffen Hume.
Etik
Etikken hos Hume synes influeret af hans erkendelsesteori. Moralske og etiske værdier er ikke noget vi kan pege på eller røre ved, de er ganske enkelt ikke sanseindtryk og derfor ikke erkendbare størrelser. Det normative (mål, værdier, normer) udspringer af følelser, ikke af fornuft, og har derfor ingen objektiv værdi. Som Hume udtrykker det, så "strider det ikke mod fornuften at foretrække ødelæggelsen af hele verden frem for at få en rift i fingeren".
Naturretstanken
Den såkaldte naturretstanke, der bygger på en ide om en fra naturen objektiv etik, er på samme vis en vrangforestilling, der ingen underbygning har. At slutte fra er til bør er fristende, men forkert (den naturalistiske fejlslutning).
Nytteetik og altruisme
Men at forsøge at få det bedre er en naturlig tendens og har intet med naturret at gøre. At se andre få det bedre kan ligeledes øge ens egen velvære, og selvom retfærdighed er en kunstig dyd, er det derfor hensigtsmæssigt med retfærdige love og regler. Sådanne indser vi ikke intuitivt; at noget er godt, er noget vi skal lære.
På flere punkter er Hume således tilhænger af en nytteetik (utilitarisme), der arbejder for samfundets almene ve og vel. Handlinger i denne forståelse kan godt vurderes som gode eller onde ud fra om de bunder (og ender) i altruisme.
Religion
I skriftet Natural History of Religion, der faktisk indleder hele den moderne religionsvidenskab, stiller Hume to spørgsmål: Hvorledes er religiøse forestillinger rent psykologisk opstået, og kan de føre til gyldig erkendelse? Jeg synes han selv skal svare:
"Religion opstår, når mennesket overvældet af angst og frygt søger tilflugt i et overjordisk væsens varetægt. Vi er her i verden stillet som på et stort teater, hvor de egentlige drivkræfter og årsager til enhver begivenhed er ganske skjult for os, og vi har hverken tilstrækkelig kløgt til at forudse eller magt til at forebygge de ulykker, der bestandigt truer os. Vi svæver bestandigt mellem liv og død, sundhed og sygdom, overflod og fattigdom, og alt dette gives menneskene af hemmelige og ukendte årsager, hvis virkemåde ofte er uventet, men altid uforklarlig. Disse ukendte årsager bliver da den stadige genstand for vort håb og vor frygt".
Oprindeligt havde vi mange guder, hver med sit virkeområde (polyteisme). Efterhånden har vi imidlertid "opgraderet" dem til "fuldkommenhedens yderste grænser og undfanger forestillingen om enhed og uendelighed, ensartethed og ulegemlighed", altså guden Gud (monoteisme).
Religiøse forestillingers opståen skyldes således ren uvidenhed og kan selvfølgeligt ikke føre til gyldig erkendelse.
Omtalte skrift lod Hume i øvrigt af frygt for represalier fra Kirken to afsnit udtage af inden udgivelsen, nemlig Sjælens udødelighed og Om selvmord. Hume var personligt agnostiker.
Revolutionerede erkendelsesteorien
Erkendelsesteorien Hume introducerede, trak så at sige tæppet væk under den der da gjorde sig gældende. Både den materielle og mentale substans måtte lade livet. Såvel tingenes som bevidsthedens identitet blev afsløret som ren illusion. Den dag i dag er dette blandt de fleste naturvidenskabsfolk og en stor del filosoffer den mest acceptable tolkning.
Empirismens yderste konsekvens
Empirismen Hume lagde ud med, startede som et opgør med metafysikken: "Hvis vi holder en bog i hånden, lad os så spørge: Indeholder den et abstrakt ræsonnement angående størrelse og antal? Nej. Indeholder den et erfaringsræsonnement angående kendsgerning og eksistens? Nej. Overgiv den den så til flammerne, for så kan den ikke indeholde andet end sofisteri og fantasifostre."
Hume drev imidlertid empirismen ud i dens yderste konsekvens, hvorved han faktisk opløste den. Sanseindtrykkene han som empiriker først mente måtte være vore eneste erkendelseskilde, ugyldiggjorde han med ét slag i Treasise. Verden faldt ikke fra hinanden, men vores billede af den gjorde.
Kritik af Humes erkendelsesteori
Samtidig med at Hume med sin empirisme vil fremholde en lov, hvis essens er at alle erfaringer kommer af sanseindtryk, og hvis vilkår er at den kan gendrives med et modeksempel, bruger han selvsamme empiriske lov som kriterium for arten af indtrykkene. Det svarer til en fodboldkamp hvor det ene team (Humes) har fjernet deres mål fra banen.
Det årsag-virkningsbegreb Hume underkender, bruger han efter sigende selv i sin argumentation. Jeg kan ikke umiddelbart se berettigelsen af denne kritik, men vender tilbage hertil, hvis jeg finder ud af noget mere.
Thomas Nygaard Laursen