Thomas Hobbes (1588-1679) fra England kaldes både materialismens klassiske repræsentant og den moderne analytiske filosofis fader. Han blev født for tidligt, da moderen hørte, at den spanske armada angreb. Faderen var en temperamentfuld præst, der tit havde tømmermænd under gudstjenesten, og som blev frataget sit embede efter et slagsmål med nabopræsten. Den lille Thomas Lærte latin og græsk i den fremskredne alder af 6 år og optoges som ung på Oxford. Herefter blev han huslærer hos adelige og senere samtidig sekretær for Francis Bacon. Som 40-årig fattede han pludselig interesse for filosofi, geometri og politik. Han var royalist og måtte derfor flygte til Paris under borgerkrigen mellem royalister og tilhængere af parlamentet. Her skrev han sit hovedværk Leviathan, som dog stødte de kristne royalister i Frankrig, så i 1651 måtte han flygte tilbage til England og bøje sig for parlamentet. Som 84-årig skrev han sin selvbiografi på latinske vers, og som 88-årig oversatte han Homers Iliaden og Odyseus til engelsk.
Hadede kirkens skolastik
Hobbes studerede aristotelisk skolastisk logik, hvilket blev hans yndlingsaversion fremover. Denne kirkefilosofi dominerede trods fremgangen i naturvidenskaben stadig universiteterne, som derfor også blev et yndet mål for Hobbes skarpe pen.
Netop naturvidenskaben og i særdeleshed geometrien gav stor inspiration til Hobbes. Faktisk så meget at han efterfølgende benyttede geometriens logik som grundlag for både psykologi og politik, ja for hele sit filosofiske system.
Alt er partikler i bevægelse
Hos Hobbes er alt stofpartikler i bevægelse, og al videnskab kan reduceres til mekanisk bevægelseslære: Matematik er således bevægelsens principper, fysik er bevægelse i ting, mekanik er bevægelsers indbyrdes relation, psykologi er bevægelser i sanseorganer og hjerne, og statsvidenskab er bevægelser i samfundet. Hobbes er her tydeligvis inspireret af Galileis nye bevægelseslære, og begreberne i hans metafysik har han da også hentet direkte fra Galileis kinematik. Al forklaring drejer sig i virkeligheden om at finde den bevægende årsag. Midlet hertil er vor fornuft, og målet er magt over naturen, til gavn for os selv.
Sansning er subjektivt
Med hensyn til psykologi er både sansning og tænkning ifølge Hobbes subjektive forteelser. Farver, lugte og lyde er ikke egenskaber ved tingene selv, men slet og ret bevægelser i vores sanseorganer, forårsaget af bevægelser i de betragtede ting. Via vore nervebaner når bevægelserne hjernen, hvis smådele da også kommer i bevægelse, og tanker opstår. Disse er ren og skær kalkulation, og ligesom kvalitative sansninger som farver osv, er også kvantitative sansninger som størrelse og tæthed blot eftervirkninger af bevægelse.
Frihed er fravær af hindringer
Selvfølgelig er Hobbes materialist, men determinist er han også. Viljen er ikke fri, siger han, for den er bestemt af årsagskæde, der kan føres tilbage til Gud (som også er materiel). Alligevel påstår Hobbes (selvmodsigende) at vi har en fri vilje, eftersom han definerer frihed som fravær af ydre hindringer for bevægelse: frihed er handlefrihed. Vi er med andre ord frie til at gøre hvad vi vil, men nødt til at gøre hvad Gud vil. For øvrigt defineres vilje som enten begær eller modvilje.
Rationalist og empirist
Erkendelsesmæssigt er Hobbes svær at placere. På den ene side er han erklæret empiriker som Locke, berkeley og Hume, men på den anden hylder han som en ægte rationalist den matematiske metode, både den rene som Descartes og Kant, men også den anvendte som Galilei og Newton. Sine egne matematiske evner overvurderede han imidlertid, idet han i lang tid bildte sig ind at have fundet cirklens kvadratur.
For Hobbes er geometri (deduktion) den eneste virkelige videnskab, og eneste vej til sikker erkendelse. Godt nok har mennesket ikke skabt verden og kender derfor ikke dens oprindelige årsag, men hvad vi har skabt, er matematikkens og geometriens formler og figurer, ja og hele vort samfund og en masse andet, og om alt dette kan vi få fuld erkendelse. Samtidig forfægtede Hobbes dog også empirismen, idet han anså viden for umulig uden sanseindtryk først. Hobbes afviste idéen om medfødt viden og blev dermed en foregangsmand for associations- psykologien, der senere udbyggedes af Locke og Hume. At Hobbes var empirist og rationalist på én gang, gør ham ret speciel.
Statslære
Bogen Leviathan fra 1651 omhandler blandt andet Hobbes' statslære, der er hans mest kendte og kontroversielle emne. Titlen stammer fra Jobs bog, hvor det er navnet på et uhyre, som hér er et billede på samfundet. Første del af Leviathan er om den naturtilstand som vi var i, inden vi begyndte at danne samfund. Naturtilstanden betegner Hobbes som alles krig mod alle, eller én stor kamp om naturens goder. "Livet var modbydeligt, dyrisk og kort", og alt vi styredes af, var en 'selvopholdelsesdrift', der gjorde os alle lige magtgale og havesyge. Begrebet retfærdighed fandtes ikke.
Efterhånden gik det imidlertid op for os, at der fandtes fordele ved at finde sammen i samfund, og at disse overgik ulemperne. Hvor tilstanden i naturen var kaotisk og stressende, er den i (det rette) samfund ordnet og tryg. Bevægelserne er her koordinerede, ikke tilfældige som i naturen, og den store opgave er netop denne koordinering. Vores 'selv- opholdelsesdrift' som er en del af vor biologi, får os til kun at tænke på egne interesser, så derfor, siger Hobbes, magter kun en enerådig hersker opgaven. En svag hersker, eller endnu værre - et demokrati - fører uundgåeligt til borgerkrig.
Herskeren skal vælges én gang for alle af folket. Det sker ved en såkaldt samfundspagt, hvorefter al personlig frihed inddrages, herunder ytringsret og religionsfrihed. Efterfølgende vil herskeren lovgive, dømme, straffe, censurere, indkræve skatter, holde hæren, og - hvis han lyster - foretage ulovlige handlinger. Undersåtterne står for pligterne, og sådan skal det fortsætte så længe herskeren er i stand til at beskytte folket mod farer udefra. Enhver, siger Hobbes (lidt selvmodsigende), har dog ret til selvforsvar, da dette er en del af selvopholdelsesdriften.
Hobbes anbefaler absolut monarki, for over for konstitutionelt monarki har det mange fordele, fx at tilfældige flertal pga nogle medlemmers fravær undgås. Selvfølgelig kan kongen udvikle sig til tyran, men selv det mest brutale desposi er godt ved siden af anarki.
Når samfund opløses, kan det ifølge Hobbes skyldes:
Flere af disse mulige grunde gjorde sig gældende i England, mens Hobbes skrev sit værk. Således mener han at delingen af magten mellem konge, over- og underhuset forårsagede Englands borgerkrig.
Hvor Gud er i Hobbes' statslære, får vi ikke oplyst. Hobbes beskæftigede sig ikke meget med vor Herre, og når han gjorde, fik han, trods sit ulne ordvalg, hver gang klø af kirken, som han i øvrigt mente skulle styres af kongen. Da London i 1666 blev ramt af både brand og pest, blev Hobbes, der var upopulær i såvel kirke som parlament, nævnt som årsag, og en kommission nedsattes til at gennemgranske Leviathan for blasfemi.
Leviathan udsattes, som man kunne forvente, allerede fra udgivelsen af for voldsom kritik, men til Hobbes' ros må det siges, at han hele vejen igennem taler klart, logisk og éntydigt. Kortene smides på bordet, og vage, ugennemskuelige begreber, der hos alt for mange andre filosoffer ofte tillige er selvopfundne, forskånes vi for, hvilket gør at der for mange spares meget tid.
Ingen hobbister
På samme måde som Hobbes i løbet af sit lange liv fandt sig talrige skydeskiver for sine markante meninger, blev han selv skydeskive, både for sam- og eftertiden. I dag hvor vi i den vestlige verden hver dag besynger vort demokratis herligheder, virker han mere reaktionær end nogen anden filosof. Findes der overhovedet "fans" af Hobbes i dag, tror jeg såmænd samtlige kan stå i et skilderhus og stadigvæk bevæge sig, og anderledes forholdt det sig næppe i 1600-tallet, omend grundene var andre. Hobbes havde alt fra katolikker og dissentere til absolutister, stuartister og anglikanske biskopper imod sig. Selv Descartes, der jo delte hobbys med Hobbes, kaldte ham en filosofisk fusker på afveje. Som inspirationskilde har han imidlertid fascineret flere, fx Spinoza.
Hobbes alsidig
Udover politik og metafysik skrev Hobbes om mange andre emner, fx sprog og optik, og prædikater som egoist, hedonist, funktionalist, nominalist og naturalist er med rette hæftet på ham. Samtidig var han også præget af renæssancen, idet individet trods al materialisme udgjorde hans forklaringsgrundlag eller erkendelsesmæssige kerne. At alle mennesker af natur er lige, og dermed i princippet potentielt herskere, lagde han også vægt på i Leviathan.
Kritik af Hobbes' statslære
Til gengæld undgår Hobbes, som man ligeledes kunne forvente, ikke at forenkle sagerne. Den mulighed at at folks interesser af natur er modsatrettede, ser han helt og holdent bort fra, ligesom han ingen løsningsforslag giver til selve staternes indbyrdes relationer, der faktisk som regel bærer præg af 'naturtilstandens' alles krig mod alle. Ja, ikke nok med at han ignorerer dette forhold, hans ønskede effektivisering inden for den enkelte stat vil, hvis intet internationalt forbund oprettes, uundgåeligt gøre krige mellem stater endnu grusommere, end de måtte være i forvejen.
Thomas Nygaard Laursen