Georg Wilhelm Friedrich Hegel er født i Stuttgart år 1770. Faderen var embedsmand og familien velstående. Georg studerede teologi i Tübingen og blev siden huslærer i Bern og Frankfurt og docent i Jena hvor han blandt andre samarbejdede med Schelling. I Heidelberg og til slut i Berlin var han en populær professor til sin død i 1831.
Virkelighed er helhed
Hegel, romantikkens mest kendte filosof, er en udspekuleret idealist og metafysiker. Alt i universet hænger ifølge Hegel sammen i én helhed, og hvad vi kalder virkeligheden, er ikke en substans eller noget fysisk bag ved vores erfaring, men derimod en stor sammenhæng i den. Universet eksisterer kun i menneskets samlede, dvs verdensåndens, bevidsthed, og kun dets helhed er virkelig, en del kan ikke eksistere alene. Tilsvarende findes der hverken tid eller rum, eftersom de indebærer en adskilthed, som ikke findes hos Hegel.
Dialektik
Denne helhedsopfattelse gælder alle områder. Hegels holistisk prægede filosofi går således igen i blandt andet hans syn på selve tænkningen, som han mener udvikler sig dialektisk, hvilket vil sige, at enhver begivenhed både skyldes og er en tanke af verdensånden, og at denne begivenhed herefter skaber sin modsætning eller modbegivenhed. Det giver en spænding eller en kamp, som resulterer i en højere enhed, en syntese, hvor tese og antitese er mixet sammen til noget bedre. Men også denne skaber sin modsætning, og resultatet bliver herefter en endnu højere enhed, en ny syntese, og så fremdeles.
Verdensånden udvikler sig således hele tiden mod en stadig højere bevidsthed, som viser sig i såvel det enkelte menneske (den subjektive ånd) som i familie, samfund og stat (den objektive ånd), og i kunst, religion og filosofi, hvoraf filosofi er den højeste (den absolutte ånd). Slutstadiet er den absolutte tilstand eller fornuft, hvor verdensånden og filosofien (Hegels) fuldendes.
Intet er ondt
Hvad der undervejs måtte forekomme af onde ting, er for Hegel karakteriseret ved at de netop forekommer onde. De er det ikke. Ingenting i Hegels verden er onde. Historiens tilsyneladende tilfældighed må ikke forlede os til at tro, at der ingen styring finder sted, for bag alle antageligt hensigtsløse hændelser hersker den regulerende verdensånd. Den driver historien frem i en malstrøm af triader, som vi hverken kan eller skal forhindre. Verdens gang er moralsk. Som Hegel siger: "Det virkelige er det fornuftige, og det fornuftige er det virkelige."
Talrige tolkninger
Sandsynligvis er Hegel den mest utilgængelige filosof i hele filosofiens historie. Hans stil er tung, stoffet tænkt, og hans forelæsninger langsommelige, men ikke desto mindre har hans indflydelse været enorm på både sam- og eftertid. Især Karl Marx lod sig med stor success inspirere, men også talrige andre, faktisk så mange at man må skelne mellem såvel ung- som gammelhegelianere og højre- som venstrehegelianere, foruden nyhegelianere. Med andre ord er Hegels system, specielt hans Åndens fænomenologi fra 1807, aldeles åben for tolkninger.
Nationalist
Sine sidste år var Hegel en slags preussisk hoffilosof. Den udvikling verdensånden går gennem på jorden, mente han nu heraf hovedsageligt tyskerne havde æren, og deres historie kunne derfor opdeles i tre perioder, nemlig 1) indtil Karl den Store, 2) indtil reformationen, og 3) fra reformationen og frem. Perioderne skulle på den måde genspejle Faderens, Sønnens og Helligåndens rige.
Iøvrigt hadede Hegel ytringsfrihed og demokrati, da konsekvensen heraf ville være en svækket stat. Denne er vi til for, og krig er derfor intet onde, tværtimod.
Sådan er Hegel fremstillet i de værker jeg har benyttet, men om der er tale om myter, tør jeg ikke udtale mig om.
Kritik af Hegels dialektik
At acceptere dialektikken i det hegelianske system er at acceptere en antagelse, som aldrig vil kunne hverken verificeres eller falsificeres: nemlig at virkeligheden er en verdensånds tanke. Men også uden denne forudsætning er dialektikken problematisk. At al udvikling skulle ske i form af treheder, hvori synteser dannes af teser der afføder antiteser, er en grundløs formodning. Man kunne naturligvis forestille sig tesen og antitesen som et slags udslag af loven om energiens konstans, men i bund og grund er såvel tese som anti- og syntese rent vilkårlige (jvf eksemplet med musen), og hvordan produktet bliver en ophøjet syntese, fortæller teorien intet om. Naturen viser trods evolution ingen tegn på teleologisk proces.
Thomas Nygaard Laursen