Lidt historie
Perioden 1600-1800 markerer et afgørende skel i videnskabens og filosofiens historie. Middelalderen, der varede fra ca. 500-1500, var præget af intellektuel stilstand, og renæssancen, der afsluttede middelalderen, var først og fremmest en humanistisk reaktion mod kirkens ortodoksi, ikke en naturvidenskabelig. Mange af middelalderens maksimer, ja stort set alle, bibeholdtes op gennem 1500-tallet. Det var først fra og med det 17. århundrede de mange nye opdagelser blev umulige at ignorere.
Astronomen Kopernikus lagde således ud med allerede i 1543 at lade jorden cirkle om solen og ikke omvendt, men beviserne manglede, og astronomer og kirkefolk afviste hurtigt hypotesen som vanvittig. Ikke før Keplers arbejde i begyndelsen af næste århundrede gav beviserne, vendte verdensbilledet, hvorefter videnskaben gik ind i en æra med den ene landvinding efter den anden, de største som bekendt gjort af Galilei (1564-1642) og Newton (1642-1727).
Om naturvidenskabens hidtil usete fremmarch i 1600-tallet skyldtes tilfældigheder eller om samfundets ændring i kraft af en hastigt voksende handel fra landbrug mod stadigt større, komplekse bysamfund også spillede ind, tør jeg ikke sige, men sikkert er det, at videnskab og teknologi fremover kom til at forme livet i en grad, der var ganske utænkelig tidligere.
De ti filosoffer, jeg på disse sider gennemgår, er således alle i større eller mindre grad påvirket af dette nye, mekaniske verdensbillede, først og fremmest Descartes, der som matematiker selv bidrog til dets tilbliven, men også folk som fx Berkeley, der ellers var stærkt kristen biskop, og Hegel, der med sin "verdensånd" tilsyneladende helligede sig metafysikken, havde næppe tænkt deres tanker uden revolutionen i naturvidenskaben.
Valget af de ti tænkere er selvfølgeligt subjektivt, men som hovedregel har jeg lagt vægt på deres ideers betydning for eftertiden fremfor samtiden. De ti er:
PS. Min kritik til sidst i hver tekst kan man springe over, hvis man blot ønsker en kort gennemgang.