René Descartes blev født år 1596 i La Haye i nordfrankrig. Familien var adelig, og faderen tillige rådsmedlem i parlamentet i Bretagne. Den unge Descartes kom fra sit 10. til sit 20. år på den velansete jesuitterskole i La Flèche, hvor han uddannedes i skolastik og matematik. Efter videre studier i jura og medicin holdt han pause fra bøgerne og tog til Holland, hvor han fordybede sig i Galileis værker. Da han kom hjem gik han i krigstjeneste, hvilket dengang var skik for franske kavalerer. Selv om han var katolik, deltog han i 30-årskrigen på protestantisk side, under heftige hosteanfald og altid medbringende en tjener, han havde lejet. Descartes havde efter faderens død solgt arvegodset og levede af renteindtægterne. Fritiden fordrev han med bla. ridning, musik, fægtning og dans. Efter talrige rejser slog han sig endelig ned i Holland, hvor han blev 20 år og skrev sine værker. Ifølge eget udsagn tænkte han bedst om formiddagen i sengen. 1649 drog han på opfordring til Sverige for at undervise Dronning Christina. Hun insisterede på at blive undervist kl 5 om morgenen. Dette samt kulden tog snart, februar 1650, livet af Descartes.
Den metodiske tvivl
Da Descartes var færdig med studierne, havde han, trods den grundige skoling, alligevel en fornemmelse af at mangle en helt grundlæggende viden, for hvordan kunne han være absolut sikker på at det han havde lært, var korrekt?
Disse punkter, som Descartes for at overvinde sin skepsis udviklede, kaldes tilsammen den metodiske (cartesianske) tvivl, og kravet til en utvivlsom sand påstand er, at den ikke falder for nogen af punkterne. I så fald kan den betvivles.
Cogito ergo sum
Descartes afprøvede over lang tid alle kendte læresætninger på sin metodiske tvivl og fandt, at ingen kunne stå prøven. Sikker erkendelse fandtes åbenbart ikke, og Descartes følte sig fortvivlet. Da skete det fantastiske ikke desto mindre. "En klippe af uvisnelig sikkerhed" viste sig for ham. "Vel kan jeg tvivle på mine forestillinger, mine ideer, mine sanseindtryk osv, men det at jeg tvivler, er i sig selv ganske ubetvivleligt, og det viser med grænseløs sikkerhed, at jeg er til som et tænkende væsen: Jeg tænker, derfor er jeg." (Cogito ergo sum).
Aksiomer
At man ikke kan tvivle, hvis man ikke også eksisterer, er Descartes' første aksiom(grundsætning). Med denne som målestok opdager han alle andre aksiomer så som matematikkens, årsagssætningen og udsagn om egne oplevelser. Kriteriet for deres gyldighed er at fremtræder sig med samme klarhed og indlysende sandhed som cogito ergo sum.
Metoden
Men hvordan når Descartes frem til sandheder, der ikke er aksiomer, ikke i sig selv er indlysende?
Det gør han ved hjælp af sin såkaldte matematisk-deduktive metode, som han skrev om i Om metoden fra 1637, der egentlig er en introduktion til et omfattende (og selvbiografisk) værk om geometri og naturvidenskab. Metoden skulle ifølge Descartes selv virke hele vejen rundt, fra matematik og naturvidenskab til moral og religion. Den består af fire regler:
Fremgangsmåden stammer fra den euklidiske geometri og er i dag standard hos de fleste videnskaber. Da Descartes udformede den i 1637 til at omfatte alt, manglede han endnu et sikkert startpunkt (aksiom). I 1641, da Meditationer udkom, havde han det første (cogito ergo sum) og fik derfra, som vi så, snart øje på flere andre. Det er sådanne, han nu bruger som startpunkter i sin geometriske metode til at udlede alle verdens øvrige sandheder.
Gud
Spørgsmålet om Guds eksistens kommer her i allerførste række, og Descartes når frem til at det gør han. Hans beviser herfor er, at forestillingen om noget perfekt, altså en perfekt forestilling, selv må være skabt af noget perfekt, eftersom en virkning ikke kan indeholde mere end dens årsag (intet opstår af intet), hvilket er et aksiom. Da mennesket er uperfekt, kan det kun være Gud, der derfor eksisterer (det antropologiske gudsbevis). Derudover noget perfekt og fuldkomment ikke egenskaben eksistens (det ontologiske gudsbevis).
Tre substanser
Gud er ifølge Descartes en substans. En sådan definerer han som noget der ikke kræver andet end sig selv for at eksistere. Sind og materie er også substanser, selv om de udover sig selv også er betinget af Guds eksistens. De har henholdsvis attributterne tanke og udstrækning. Selv om vi kun har direkte adgang til sjælen, og ikke til den fysiske verden inklusive kroppen, ved vi at denne også eksisterer, eftersom Gud pga sin perfekthed, ikke ville bedrage os med forkerte sanseindtryk. På samme vis arver vi fra fødslen (ikke før som hos Platon) en medfødt mulighed for at indse de sande ideer. Andre ideer får vi fra sansning og fri fantasi.
Sjæl-legeme problemet
Både sind og materie eksisterer altså, men de gør det i hver sin verden og er derfor i reglen uafhængige af hinanden. Kun de ydre begivenheder vi opfatter, kan påvirke os sjæleligt, og kun når vores tanker medfører ændringer i omgivelserne (fx når man løfter foden), påvirker sjælen materien.
Men hvis der er tale om helt vidt forskellige verdener, hvordan kan indbyrdes påvirkning så overhovedet finde sted? Dette såkaldte sjæl-legeme problem løser Descartes ved lade koglekirtlen (epifysen), der sidder i mellemhjernen, ligner en ært, og hvis funktion er ukendt, fungere som en slags transformator for informationsudveksling mellem sjæl og legeme.
Sansefornemmelser opstår når nerveimpulser fra kroppens sanseorganer når koglen. Til dennes ydervæg er der forbundet nogle nervestrenge som ved ydre påvirkning af koglen sættes i bevægelse og leder en meget fin, luftagtig materie ind i sjælen, hvorved fornemmelserne opstår. Processen er den samme, blot den modsatte vej, når sjælen via nervestrømme påvirker musklerne. Descartes er således dualist, idet hans virkelighed består af to forskellige verdener.
Determinist er han også, for til grund for al kemi og biologi mener han mekanikken ligger. Dyr anså han for rene maskiner. Alligevel påstår han at mennesket i kraft af sin sjæl har en fri vilje.
Erkendelsesteoretiker
Descartes kaldes både den moderne filosofis fader og den første store systembygger, og titlerne er ikke uberettigede. Med den såkaldt moderne filosofi får erkendelsesteorien en central plads, og Descartes var den der bragte den på bane. Ganske vist havde den kristne Augustin mere end 1000 år forinden brugt cogito ergo sum argumentet som led i sin teologi, men som startpunkt for en systematisk vidensopbygning fik det hos Descartes langt videre konsekvenser. Metafysikken, der i 2000 år havde domineret filosofien, veg, som jeg ser det, stort set pladsen for erkendelsesteorien efter Decartes.
Matematiker
Men ikke nok med det. Descartes var ikke kun filosof, han var også matematiker, og endda en fremragende af slagsen. Det årtusindgamle skel mellem geometri og aritmetrik ophævede han frit og kvit med lanceringen af en helt ny matematisk disciplin - den analytiske geometri - der gør løsning af geometriske problemer mulig ved hjælp af algebraiske ligninger. Det er med andre ord Descartes vi kan takke for de koordinatsystemer vi alle kender ud og ind fra skolens matematiktimer.
Naturvidenskabsmand
Også naturvidenskaben beskæftigede Descartes sig med, og det lykkedes ham som den første at forklare regnbuens placering, men derudover er det kun få af hans teorier inden for naturvidenskaben, der i dag holder. Descartes var mere matematiker end fysiker, og på flere punkter endda mere metafysiker end fysiker. Således nægter han pure at atomer findes, eftersom alt materielt logisk skulle kunne deles, og atomer er som bekendt per definition udelelige. Han taler i stedet om verden, hvori intet tomt rum findes.
Men andre kendsgerninger der først langt senere er bevist, accepterede Descartes tidligt, fx inertiens lov, dvs loven om at en genstands retning og hastighed forbliver den samme i al evighed, med mindre en ydre kraft på et tidspunkt påvirker den (Newtons 1. lov). Ligeledes antog han at al bevægelse i universet er konstant, en antagelse der minder om Einsteins energi-masse konstans og som som langt hen ad vejen er korrekt, ligesom han forudså at al udvidelse er det samme som spredning af partikler.
Katolik
Trods disse sekulære sysler forblev Descartes ortodoks katolik livet igennem. Hans bøger blev dog i år 1663 forbudt i Rom, 13 år efter hans død, samt på de franske universiter.
Kritik af Descartes' erkendelsesteori
Descartes støder efter min mening ind i en række problemer med sin erkendelsesteori. Først og fremmest finder jeg ingen steder hverken i Om metoden eller Meditationer ordentligt grundlag for de aksiomer, han når frem til. Muligvis er nogle af sande, og de matematiske er det sandsynligvis, men Descartes beviser dem ikke. Når han eksempelvis hævder at der aldrig kan være mere i virkning end i årsag, bygger han påstanden på rent skolastiske maximer, altså atter andre påstande, der ikke er underbyggede.
Uden et fast fundament (aksiomerne) bryder hele systemet imidlertid sammen, og al videre filosoferen vil være spild af tid, men selv i det tilfælde at alle aksiomer skulle være sande, ville det samme næppe gælde Descartes' mangfoldige deduktioner (udledninger) af dem. Moralske og etiske spørgsmål har så vidt jeg kan se ingen logisk korrekte svar, for man kunne jo stille den hypotese at de havde; lad os antage at jeg ved at torturere en sagesløs krigsfange brød en streng geometrisk lov. Det lyder jo ikke så rart, ligesom min gamle matematiklærers røde streger jo heller ikke var rare, men er det værre end at torturere krigsfangen??
For mig at se ville en sådan moralsk lov ingenting ændre ved de syndsforestillinger vi har i forvejen og ville derfor kunne skæres væk med Ockhams ragekniv. Og dette gælder ikke blot moralske, men alle livets øvrige spørgsmål der har blot lidt mere kompleks karakter end de rent matematiske, hvilket vil sige dem alle. Descartes ekstrapolerer ikke alene fra fx matematik til etik, han gaber også over mere end han, trods sine matematiske evner, kan overskue. Næsten al hans filosofi går med at finde acceptable aksiomer, men noget strengt logisk, deduktivt system får han aldrig opbygget.
Kritik af Descartes' gudsbeviser
Angående Descartes' antropologiske gudsbevis er problemet det samme. Beviset i sig selv bygger han logisk op, men ikke dets forudsatte præmisser. Hvem siger at en forestilling om noget perfekt selv er pekfekt? Fordi jeg tænker på et det perfekte spøgelse til en ny horrorfilm, betyder vel ikke at det findes!
Descartes begrunder selv påstanden med ideen om at virkning aldrig indeholder mere end årsag, men dette er som før nævnt selv en påstand og hvad værre er, endnu en ekstrapolation, dvs en pådutning af data fra et kendt område til et ukendt område.
Det ontologiske gudsbevis går på grunde et andet sted end det antropologiske. Det siger at noget perfekt umuligt kan mangle egenskaben eksistens, men hvorfra har Descartes dén ide? Hvad gør egenskaben eksistens specielt ophøjet? Og hvem siger det "perfekte" i Descartes' definition overhovedet findes? Det Descartes vil bevise, forudsætter han i præmissen og roder sig dermed ind i en cirkel-argumentation, hvori han farer vild i et helt andet spørgsmål, han heller ikke slipper ud af.
Kritik af Descartes' dualisme
Dualismen Descartes forfægter, har med dens løsning af to-verdens problemet skaffet sig et nyt problem: koglekirtlen.
To-verdens problemet er en specifik del af sjæl-legeme problemet og går ud på, at hvis sjælen og materien udgør to vidt forskellige og uafhængige verdener, så er de virkninger de de påfører hinanden og som vi alle hver især oplever uafbrudt, uforståelige. Den vekselvirkning der påviseligt finder sted, burde slet ikke forekomme. Når den alligevel gør det, forklarer Descartes det som sagt med at koglekirtlen i hjernen fungerer som trafikkens knudepunkt.
Hermed mener jeg (med mange andre) at Descartes udskyder problemet. På samme måde som når man forklarer sin trang til at sove med at man er søvnig, sender Descartes her i virkeligheden blot Sorteper videre til koglekirtlen. Denne er rent materiel ligesom resten af kroppen, og problemet er nu at forklare dens vekselvirkning med sjælen, i stedet for kroppens. Vi er ingen vegne nået. Men som han selv skrev, så er det her "noget meget svært at forstå, som man ikke skal tænke for meget over".
Thomas Nygaard Laursen