INDLEDNING

Dansk er et nationalsprog. Med egen grammatik, syntaks, udtale og naturligvis egne ord adskiller det sig fra alle andre sprog. Heri er de fleste af os enige. Dansk er vort modersmål. Det er dansk, vi taler med hinanden.

Men om 50 år? Eller om 100 år? Flere kommer nu med god grund i tvivl. Store dele af vores ord-skat er allerede gravet dybt ned i mulden og erstattet af udenlandske gloser, og tendensen vil efter al sandsynlighed fortsætte. Indikationer i denne retning lader sig da også iagttage mange steder. Fx i folkeskolen, hvor børnene i dag lærer fremmedsprog inden de overhovedet kan dansk, men også på de videregående uddannelser, hvor undervisningen i mange fag udelukkende sker på engelsk. Og med et voksende "indre" marked stiller virksomhederne nu også større krav til både ansøgere og ansatte om sprogkundskaber.

Først ved fyraften kan vi rigtigt slappe af på dansk. Eller kan vi? Stuens midtpunkt, TV-apparatet, lokker med et stadigt stigende udbud af nye satellit-stationer, og selv de to landsdækkende danske kanaler fylder i tiltagende grad sendefladen ud med (billige) udenlandsk producerede programmer. På de lokale stationer står det endnu mere 'udenlandsk' til.

Det er med udgangspunkt i blandt andet disse forhold, jeg stiller spørgsmålet om det danske sprog overhovedet vil overleve.

 

 

DANSK - FOR DANSKERE

 

Hvad er dansk? Spørg en udlænding og få svaret: en halssygdom! Spørg om vedkommendes livret og svaret er med garanti ikke rødgrød med fløde. Om det så er hans/hendes livret.

En kendt sag er det, at den danske tunge for fremmede er en sej én at bide skeer med. I modsætning til naboerne norsk og svensk hvor ytringer stort set udtales som de staves, ligger det danske skrift- og talesprog milevidt fra hinanden. Det skyldes først og fremmest en konservativ ortografi; skriftsproget har ikke fulgt med udviklingen i tale-sproget, - men også at der i dansk glossologi optræder mange lyde, som strengt taget slet ikke kan gengives på skrift. Vi gør det alligevel og taler om "blødt" D osv.

Men trods alle skavanker (eller på grund af?) holder langt de fleste danskere af deres sprog. Og sjældent er det i hvert fald, at en nation på kun fem millioner munde har sit eget rigsmål. Et mål der tales og fattes af disse fem millioner, og ingen andre. Hvem lyster dog at se en sådan kuriositet fortæres af den store glubske ædedolk: Engelsk?

 

 

DANISH PASTRY

 

Påvirkningen fra engelsk kommer vi ikke uden om. Som jeg nævnte i indledningen, foregår en del af undervisningen i uddannelsessektoren i dag på engelsk. De muligheder der ligger heri, udforskes løbende med at inddrage nye fag og områder, og senest har eksperimenter fra bla. RUC og Rungsted Gymnasium givet fine resultater.

At uddannelse er et vitalt område, siger siger selv, eftersom et lands økonomiske fremtid i høj grad afhænger af dets uddannelsespolitik.

Men ingen undgår engelsk. Ethvert område er ramt: sportsverdenen, tøjindustrien, EDB-branchen, underholdningen, erhvervslivet, medierne, jeg kunne blive ved. Overalt vinder engelsk indpas.

Dette kunne i sig selv give grund til bekymring. Men faktisk er fortrængningen af dansk inden for specifikke sfærer som ovennævnte ikke det egentlige problem. Nej, det afgørende, dét som dansk reelt set står og falder med, er dagligsproget, og hér ville de fleste slå alarmen igang øjeblikkelig, hvis de gav sig til at tælle. Et tilsyneladende utal af engelske ord florerer: weekend, strejke, shampoo, klub, cafeteria, stress, radio, baby, job, juice, T-shirt, hobby, osv. osv. Tankevækkende er det, at de næsten alle er kommet til inden for de sidste blot 50 år. Først efter anden verdenskrig begyndte den amerikanske kultur at brede sig til resten af verden, og med den naturligvis dens verbale pendant.

De sidste 50 år, men hvordan er situationen nu? Her mod slutningen af det 20. århundrede?

Tallene taler deres eget sprog: Over 80% af alle udefra kommende ord er engelske, altså flere end nogensinde, og inden for fag-sprogene er procenterne endnu højere.

Så er det spørgsmålet melder sig: Bliver dansk engang et wienerbrød på et engelsk ta-selv-bord?!

Ja, bekymringen er berettiget. Både Sverige og Norge har, som Island, iværksat providente og vidtskuende beskyttelsesforanstaltninger. I Danmark bliver der gjort - intet. Dansk Sprognævn registrerer kun, aktiv sprogpolitik finder man ikke noget af. Vort modersmåls skæbne er med andre ord lagt ud til frie markedsmekanismer. Jungleloven om man vil.

 

 

DEUTSCH ÜBER ALLES

 

Engelsk dominerer også i EU, og det på bekostning af mindre sprog som det danske. Ganske vist rangerer dansk som et af de ni officielle arbejdssprog i EU, og vi har en traktatfæstet ret til at benytte det, men i praksis kunne det lige så godt være forbudt!

Alt dette lyder jo ikke rart, men inden det engelske uhyre sluger os helt, må vi have nogle flere fakta. Faktisk viser undersøgelser fra både Sverige og Danmark, at engelske ord i almindelige tekster (avis-artikler, skønlitteratur, sagprosa) kun udgør 1-2 procent. Tilsvarende studier af såkaldt 'tvangfri samtaler' (dagligsprog) viser endnu lavere hyppighed, og tjekker man, for nu at bruge et ord fra denne procentdel, efter i frekvensordbøgerne, når man lignende resultater.

Årsagen til det virker som om dansk er propfuld af engelsk er, at engelske ord er meget synlige. Og hvorfor er de så det?

Det er de, fordi de er meget nye. I modsætning til tyske, græske, latinske (og dermed franske) ord, som vi har optaget, tilpasset og vænnet os til gennem århundreder, er alle de engelske dukket op efter omkring år 1880, Englands storhedstid, og langt størstedelen endda først efter anden verdenskrig.

Dansk er altså ikke truet af engelsk. Faktisk er det mere omvendt! I perioden 900-1100, da vikingerne hærgede England, hang det engelske sprog i virkeligheden i en meget tynd tråd, og den dag i dag er engelsk mange gange mere infiltreret af nordisk end omvendt.

Puha, dansk er altså ikke truet? Vi kan godt slappe af igen?

Ja, vi kan. På tysk! Dansk er gennemsyret af tysk. I 1990 talte sprogforskeren Erik Hansen i en avisartikel på 377 ord fire engelske, seks græske, 30 latinske og af tyske var der simpelthen så mange, at staklen ikke orkede at tælle dem!

Mange af de ord vi opfatter som typisk danske, er når det kommer til stykket importartikler fra naboen mod syd. Blot springer de ikke længere i øjnene.

Den mest intensive påvirkning fra Tyskland fik vi i perioden 1350-1500. Da var dansk virkelig truet. I realiteten på nippet til at forsvinde.

Men rent faktisk er det danske folk i århundreder administreret på tysk. Dernede havde de eksperterne vi selv manglede, så man ansatte gladeligt tyske embedsmænd uden overhovedet at forvente, de lærte sig dansk. Og mindst 13 konger, lige fra Christian I til Christian VII, talte udelukkende tysk, eller kun med yderste besvær dansk.

Men kan man snakke om dansk? Oprigtigt talt, ville det ikke være ærligere at kalde dansk en nordtysk dialekt?

 

 

DANSK - ET VERDENSSPROG

 

Nej. De tyske låneord udgør i sidste ende kun 15-20% af ordforbruget i Danmark, og den tyske bølge er for længst overstået. Store påvirkninger kommer nemlig i bølger, den tyske som sagt fra 1350 til 1500, den franske oplevede vi i det 17. og 18. århundrede, og den engelske varer endnu, men flere mener den vil ebbe ud.

Dansk trues altså ikke af nogen andre sprog. Lægger vi de 15-20% tyske ord, 1-2% engelske, knap 10% latinske, plus alle småprocenterne fra verdens øvrige sprog, sammen, når summen højst op omkring 35%, altså langt under halvdelen.

Gudskelov, så er langt over halvdelen af vores ordforråd trods alt dansk?

Nej. De danske ord udgør - hold fast - 3%!

Dette lyder unægteligt selvmodsigende. Hvis under halvdelen af vores ord kommer udefra, men kun 3% er danske, hvor kommer resten så fra??

Jeg tror, det er tid at få gjort klart, hvad dansk egentlig er for noget. Dansk er kort og godt: Et verdenssprog.

Sagen er den, at vi i virkeligheden har langt mere tilfælles med de andre sprog, end vi går og tror. I første omgang de nordiske. Disse (dansk, svensk, norsk, islandsk og færøsk) er nemlig først blevet forskellige fra hinanden efter omkring år 1000. Før den tid var de ét sprog: Fællesnordisk. Og før den tid fandtes de danske ord ganske enkelt ikke. At kalde fællesnordiske ord for danske vil jo være lidt egocentrisk.

Og går vi længere tilbage i tiden, bliver vort sprog minsandten også identisk med både engelsk og tysk! Nu hedder det fællesgermansk og indbefatter også hollandsk. Og fortsætter på denne måde med at gå tilbage i tiden, ser vi, at omkring 3-4000 f.Kr. har stort set hele Europa, Rusland, Iran og Indien talt ét og samme sprog.

Indoeuropæisk kaldes det, og sprogene der er udviklet herfra tales i dag af halvdelen af Jordens befolkning.

Og at kalde indoeuropæiske ord for danske i betydningen oprindeligt danske, er selvfølgelig også en tilsnigelse.

Det danske sprog opstod altså ikke - som flaget - ud af den blå luft. Det er opstået ud af en stamme, indoeuropæerne, som man ved var kvægavlere og havde heste som ridedyr, hvorved de bevægede sig vidt omkring, men hvorfra de oprindeligt kommer, ved man ikke. Og hvordan deres sprog kunne få så enorm udbredelse, har man heller ingen anelse om.

Stammen spredtes efterhånden i alle retninger, og derved udviklede dens oprindelige sprog sig også i mange retninger. Forskellige livsbetingelser skabte forskellige sprog. Deriblandt Dansk.

Denne udvikling mod stadigt større lingvistisk mangfoldighed eller babylonsk forvirring om man vil, fortsatte helt op til vort århundrede, hvor teknologisk revolution inden for transport og kommunikation stoppede - ja ligefrem vendte - processen. Nu forsvinder dialekterne. Ét land én dialekt, for vores vedkommende - rigsdansk.

Men om vi kommer til at tale rigsdansk med onkel Hardy fra Hirtshals gør vel ikke så meget? Så kan vi da forstå ham!

Rigtigt, men sagen er bare den, at rigsdansk selv er en dialekt! En lille dialekt i en stor sammenhæng, og så er vi ved udgangsspørgsmålet: Mister vi danskere vores sprog? Bliver disse linjer til mystiske runer for fremtidens danskere? Kort sagt: Forsvinder det danske sprog?

 

 

KONKLUSION

 

Svaret er ja.

Ikke på grund af et eller andet føderalt rigsgermansk, som antydet ovenfor. Heller ikke - det fastslog vi tidligere - fordi det opsluges af et større sprog. Og dog alligevel - hvorfor egentlig ikke? Godt nok udgør importerede gloser kun en mindre del af det danske vokabular, den britiske som bekendt kun 1-2%, men hvad hvis der nu ikke blot er tale om en kortvarig bølge, men om en permanent tilstand, en vedvarende situation? Så kunne de nuværene få procent vel godt gå hen og blive til overordentligt mange?

Fint, lad os antage at det skete. At fx den engelske bølge fortsætter til den drukner os helt. Til skuden Danmark synker.

Ingen rar tanke, men inden panikken breder sig, må jeg berolige: Dansk drukner never. Tro mig - om hele den danske ordskat blev engelsk, ville vi tale dansk! Det der kendetegner sprog, er nemlig ikke ordene, men grammatikken. Kasus, syntaks, bøjninger osv. Hvor ordene blot er fyld, er grammatikken sprogets struktur, og hertil knytter sig desuden nogle ord, som er næsten umulige at få has på. Nemlig alle de små, anonyme stedord, bindeord, forholdsord, osv, som faktisk næsten er en del af grammatikken.

Men hvem (eller hvad) udsletter så vort gamle modersmål? Jeg sagde jo lige, at det blev udslettet. Nu vil vi have opklaret dette modbydelige fremtidsmord!

Sandheden skal frem, så OK da. Er I klar? Her kommer morderen: Danskerne!. Vi udsletter selv vores sprog. Dansk befinder sig nemlig konstant i en udvikling, som gør at for-, nu- og fremtids danskeren (med stort nok tidsinterval) ikke ville forstå hinanden, hvis de mødtes.

Teksten her bliver således ulæselig engang, men bøger, blade, skrivelser, sange, ja skrifter af enhver art får samme medfart, og også elektroniske lagringer som spillefilm, TV- og radioudsendelser, video-optagelser og CD-ROM'er vil lide (eller tjenes!) under den proces. Kun meget lidt, dét som morgendagens øjne ser som værdigfuldt, vil blive holdt i live, dvs oversat, tekstet eller synkroniseret.

At forklare hvorfor det går sådan, kræver mange udredninger, blandt andet af evolutioniske spørgsmål, men inden nogen får sved på panden, må jeg slå fast, at jeg taler om århundreder, ja årtusinder, og at såfremt man definerer dansk som "det sprog der til en given tid kun tales af danskerne", ja så er der for mig at se ingen udsigt til at vort modersmål vil forsvinde, men under alle omstændigheder vil det udvikle sig.

Thomas Nygaard Laursen

L I T T E R A T U R L I S T E

Hansen, Erik: Yes, det er dansk. Kronik i Politiken 4/7-1990

Heltberg, Eva: Sprog i dansk. Gyldendal 1989.

Jacobsen, H.G: Nudanske ord med historie. Politiken 1981.

Jørgensen, J.N: Det danske sprogs status år 2001. Danmarks Lærerhøjskole 1991.

Lund, Jørn: Okay? Dansklærerforeningen 1989.

Nielsen, Niels Åge: Dansk etymologisk ordbog. Gyldendal 1966.

Karker, Allan: Sproghistorisk oversigt . Nudansk ordbog. Politiken 1977.

Skautrup, Peter: Det danske sprogs historie. Gyldendal 1944.