George Berkeley fødtes 1683 i Irland, hvor hans engelske forældre havde slået sig ned. Berkeley studerede som ung teologi og blev som 22-årig docent. Tre år efter udgav han sit hovedværk A Treatise on the Principles of Human Knowledge. Fra 1728 missionerede blandt indianere på Bermuda, hvor han havde til hensigt at grundlægge en højskole for missionærer. Den lovede pengehjælp fra den engelske regering udeblev imidlertid, og 1731 rejste han skuffet hjem. Her blev han år 1734 biskop i Cloyne. De sidste mange år af sit liv droppede Berkeley filosofien til fordel for sit embede og en interesse for tjærevand som han tilskrev helbredende virkninger. Han døde i 1753.
Immaterialisme
Berkeley mener alt er bevidsthed. De såkaldt materielle genstande vi hver dag mener at sanse, er i virkeligheden bare ideer og forestillinger. De "ting" vi umiddelbart tror eksisterer uafhængigt af os, kender vi til syvende og sidst kun som sanse-egenskaber.
At eksistere er at opfattes
For at en ting kan siges at eksistere, må den opleves af en bevidsthed (esse est percipi). Det betyder dog ikke at ting holder op at eksistere så snart ingen mennesker sanser dem eller tænker på dem, for i sådanne tilfælde gør Gud.
Materien overflødig
Derfor er der ikke grundlag for at bevare ideen om en materiel verden, for forestillingen om det materielle som modsætning til det spirituelle er en illusorisk vanetænkning, der blot med naturvidenskabernes triumfer har fået ny vind i sejlene. Materie er simpelthen overflødig som forklaringsmodel til vores sanseindtryk.
Berkeley skærer derved med Occams ragekniv John Locke's (1632-1704) materielle substansbegreb væk, men beholder til gengæld det tilsvarende mentale. Senere skulle David Hume (1711-76) skære også den mentale substans væk, men derom i afsnittet om ham. Foreløbig kan vi fastslå at Locke's materie-substans, som skulle sikre at en ting ikke bare var en samling sansekvaliteter, men også en identitetsbærende enhed, en substans, med Berkeley blev bortraseret.
Ingen primære og sekundære kvaliteter
Heller ikke Locke's sondring mellem primære og sekundære ideer godtager Berkeley. De første - form, fasthed, udstrækning, vægt og fart - skulle repræsentere tingene som de er, hvorimod de sidste - farver, lyde, lugte og smag - skulle være subjektive pga påvirkning fra sanseorganerne. Berkeley peger heroverfor på at Locke intet bevis har for at ikke også de såkaldt primære ideer skulle være subjektive. Kun erfaring med sekundære kvaliteters tilsyneladende flygtighed og primæres tilsyneladende stabilitet kan Locke henvise til, hvilket han også selv indrømmede udgjorde et spinkelt grundlag. Berkeley gør desuden opmærksom på at ligeså lidt vi kan forestille os en genstand uden udstrækning, kan vi forestille os den uden farve. Prøv selv (og husk at også sort, hvid og grå her gælder som farver). Derfor er der ingen grund til at opdele sansekvaliteterne, for de er alle ens, og endnu mindre grund til at tro de repræsenterer noget materielt.
Endelig bør det nævnes at Berkeley også satte spørgsmålstegn ved tids og rums af bevidsthed uafhængige eksistens.
Oplevelsers troværdighed
Berkeley taler om to slags oplevelser: 1) dem der skabes af af vores egen fantasi, indbildning eller abstraktion. 2) dem der påføres os udefra, dvs sanseindtrykkene, der dukker op med en uomgængelighed der udelukker at de stammer fra os selv. Følgelig må de stamme fra Gud.
De af sanseindtrykkene der optræder regelmæssigt og uden vor vilje gengiver virkeligheden, hvorimod de der optræder uregelmæssigt og eventuelt efter vor vilje ikke er troværdige. Således optræder fx mareridt uden vor vilje og ville af dén grund alene være troværdige, men samtidigt er de uregelmæssige og mister dermed al deres troværdighed. På den måde anser Berkeley det for muligt at skelne mellem realistiske og illusoriske sanseindtryk.
Empiriker og nominalist
Umiddelbart forventer man ikke at en kristen som Berkeley er empiriker, men det er han i og med at han ser sanseindtryk som udgangspunktet for erkendelse. Hvad der også adskiller Berkeley fra flertallet af kolleger, er hans nominalisme. Almenbegreber dækker ikke over noget reelt, siger han. "Man behøver kun at undersøge alle sine forestillinger og se efter, om der skulle være en ide om en trekant, der ikke er nogen konkret trekant, men blot repræsenterer 'trekantsbegrebet'. En trekant, der hverken er spidsvinklet, retvinklet eller stumpvinklet, men alt sammen og ingen af delene samtidig." Når vi alligevel til dagligt benytter almenbegreber, skyldes det blot de rent praktiske fordele herved.
Kristendom
Hovedmotivet bag Berkeleys filosofi er kristendommen. Den metafysik han udarbejder - idealismen - har sin vigtigste opgave i at forsvare Guds eksistens. Summen af alle oplevelser er det samme som selve universet, hvilket kun kan overskues og styres af en almægtig Gud, der ser og oplever alt. Gud får derved en sansemæssig dobbeltrolle idet Han både er årsag til sanseindtrykkene og selv perciperer dem. Berkeleys metafysik kaldes også for teistisk idealisme.
Fænomenalisme
Berkeley lagde sig med sin substanskritik af Locke ikke blot ud med denne. Faktisk var substansbegrebet gennem stort set hele filosofiens historie blevet taget for givet af alle. Materiens verden sås som umulig at fatte uden "et eller andet" bag tingenes ydre fremtrædelsesformer, der udgjorde deres inderste væsen. Berkeley gav med sin nægtelse af eksistensen af dette "noget" dermed bolden op til det 20. århundredes fænomenalisme.
Kritik af Berkeleys idealisme
Berkeley løser med sin påråbning af Gud som årsag til sanseindtrykkene ingen problemer. Ganske vist fjerner han Locke's kandidat til selvsamme i form af hans problematiske substans, men som årsagsforklaring er Gud mindst ligeså letkøbt. Berkeley benytter stort set samme tvivlsomme gudsbeviser som Descartes og Leibniz, og selv set bort herfra er hans henføring af vores sanseindtryks oprindelse til en overjordisk gud en fritsvævende påstand, for hvem siger at Gud, i tilfælde af at han eksisterede, kan/gider blande sig i verdens gang.
Desuden strider det faktum, at både Gud og Berkeleys bibeholdte sjælesubstans unddrager sig enhver sanseerkendelse direkte imod Berkeleys egen selvhævdede empirisme. Den kritik Berkeley retter mod Locke's inkonsekvens, kan med samme slagkraft rettes mod hans egen.
Endelig er det - nu vi snakker om konsekvens - ingen hemmelighed at en konsekvent idealisme som Berkeleys uundgåeligt fører til solipsisme. Er alt jeg sanser blot ideer i min bevidsthed, har jeg heller ingen grund til at antage at andre mennesker eksisterer andre steder end i mine tanker. Den dag alle tænker på den måde, får vi for alvor problemer.
Thomas Nygaard Laursen